Ny bog fra Videnskabernes Selskab Demokratiet i det klassiske Athen
Det athenske demokrati i klassisk tid har en helt særlig status for alle demokratier. Det er forbillede, men et omdiskuteret forbillede.
I juni 2012 blev der holdt en konference om emnet ved Humboldtuniversitetet i Berlin. Konferencens titel var Die Athenische Demokratie im 4. Jahrhundert. Zwischen Modernisierung und Tradition, og den blev arrangeret og ledet af Claudia Tiersch, professor ved Humboldtuniversitetet i antikkens historie. Hun havde inviteret nitten fremtrædende forskere, der hver beskrev et aspekt af demokratiet, og hun bidrog selv med en introduktion, der præciserede og redegjorde for undertitlen “mellem modernisering og tradition”. Efterfølgende blev alle tyve bidrag afleveret i skreven og ofte udvidet form, og konferencens akter blev udgivet af Claudia Tiersch. Af bidragene var 14 på engelsk, 5 på tysk og 1 på fransk, og de dækker en bred vifte af aspekter, ikke blot demokratiets politiske institutioner, men også sociale og økonomiske forhold samt to kapitler om, hvordan henholdsvis Platon og Aristoteles opfattede demokratiet. Bogen blev udgivet i efteråret 2016.
Mogens Herman Hansens bog er en udførlig evaluering af de tyve bidrag og de aspekter af det athenske demokrati, som de behandler. Det tilgrundliggende kildemateriale er efterprøvet og i en række tilfælde suppleret med andre relevante kilder og betragtninger. De emner, som konferencens tyve bidrag omhandler, kan naturligvis ikke give et fuldstændigt billede af det athenske demokrati, og i et afsluttende kapitel foreslår forfatteren en række andre aspekter, som vil kunne behandles, næste gang man afholder en international konference om det athenske demokrati i fjerde århundrede.
Bogen kan købes på Gads Forlags webshop.
Mogens Herman Hansen: Aspects of the Athenian Democracy in the Fourth Century B.C. Reflections on Claudia Tiersch (ed.) Die Athenische Demokratie im 4. Jahrhundert. Zwischen Modernisierung und Tradition (Stuttgart 2016). 2018. 109 sider. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Scientia Danica · Series H, Humanistica, 8 · vol. 17. 100 kr.
ISSN 1904-5492 · ISBN 978-87-7304-418-6