Fundats

Med godkendelse fra Civilretsdirektoratet fusionerede fondene Niels Bohr Legatet, Emil Herborgs Legat til unge, danske, ubemidlede Naturvidenskabsmænd, Mag.art. Marcus Lorenzens Legat og Ole Rømer Fondet og med Niels Bohr Legatet som den fortsættende fond, der samtidig ændrede navn til Niels Bohr Fondet. Fondene fusionerede med virkning fra den 1. januar 2005.
Med godkendelse fra Civilstyrelsen fusionerede Niels Bohr Fondet og Observator, mag.scient. Julie Marie Vinter Hansens Rejselegat (fond) med Niels Bohr Fondet som den fortsættende fond. Fondene fusionerede med virkning fra den 1. januar 2017.

 

CVR-nr. 11 59 16 39

 

§ 1

Fondens navn er Niels Bohr Fondet. Fondens hjemsted er Københavns kommune.

 

§ 2

Fondens formål er at videreføre formålene fra de fusionerede fonde. De enkelte formål tilgodeses med et beløb af fondens årlige dispositionsbeløb, jf. § 7, der udregnes i forhold til kapitalernes størrelse på sammenlægningstidspunktet, jf. § 3:

Niels Bohr Legatet – at støtte sådanne formål, der falder ind under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs virkeområde.

Emil Herborgs Legat til unge, danske, ubemidlede Naturvidenskabsmænd – at yde støtte til unge, danske, ubemidlede videnskabsmænd. Ingen legatmodtager må ved første tildeling være fyldt 30 år.

Mag.art. Marcus Lorenzens Legat – at yde støtte til fremme af studiet af dansk sprog og studiet af den danske flora, derunder understøttelse til udgivelse af betydeligere videnskabelige arbejder på disse områder.

Ole Rømer Fondet – at yde støtte til danske videnskabsmænd, der fortrinsvis forsker inden for fagområder med tilknytning til Ole Rømers videnskabelige indsats (astronomi, geodæsi og fysik), f.eks. ved bidrag til rejser med videnskabeligt formål.

Observator, mag. scient. Julie Marie Vinter Hansens Rejselegat (fond) – at udrede det nødvendige beløb til vedligeholdelse af stifterens og hendes forældres gravsted på Vestre Kirkegård samt til fornyelse af dette gravsted, så længe dette er muligt, samt at hvad der derefter måtte blive som rest anvendes som rejseunderstøttelser for studerende og yngre kandidater inden for fagene astronomi, matematik og fysik, således at under lige kvalifikationer skal kvinder have fortrin for mænd og således, at fortrin skal gives fagene i den nævnte rækkefølge. Understøttelserne skal gives i portioner på ikke under DKK 5.000, hvilket beløb dog kan forøges, for så vidt det med rejsen forbundne formål gør en større understøttelse nødvendig og i øvrigt efter bestyrelsens nærmere bestemmelse.

 

§ 3

Med virkning fra 1. januar 2017 er Niels Bohr Fondet, der pr. 31. december 2016 havde en bunden kapital på DKK 3.621.328,67 og en egenkapital på DKK 3.759.830,59, sammenlagt med Observator, mag.scient. Julie Marie Vinter Hansens Rejselegat (fond), der pr. 31. december 2016 havde en bunden kapital på DKK 805.633,69 og en egenkapital på DKK 854.197,17.

Efter sammenlægningen den 1. januar 2017 udgør Niels Bohr Fondets bundne kapital DKK 4.426.962,36 og Niels Bohr Fondets egenkapital DKK 4.614.027,76.

Den bundne kapital og egenkapital i Niels Bohr Fondet udgjorde ved fusionen den 1. januar 2005 følgende:

Niels Bohr Legatet, bunden kapital DKK 2.544.785 og egenkapital DKK 2.618.068

Mag.art. Marcus Lorenzens Legat, bunden kapital DKK 605.620 og egenkapital DKK 611.025

Emil Herborgs Legat, bunden kapital DKK 450.459 og egenkapital DKK 451.715

Ole Rømer Fondet, bunden kapital DKK 104.613 og egenkapital DKK 108.747

 

§ 4

Fonden ledes af en bestyrelse på 4 medlemmer. Præsidenten og Generalsekretæren for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab er faste medlemmer af fondens bestyrelse, så længe de virker i de respektive stillinger.

Derudover vælger Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab 1 medlem fra den humanistiske klasse og 1 medlem fra den naturvidenskabelige klasse. Disse medlemmer vælges til fondens bestyrelse for en periode på 4 år. Genvalg kan finde sted én gang. Ingen kan vælges efter sit fyldte 70. år. Hvis et bestyrelsesmedlem i sin valgperiode fylder 70 år, skal vedkommende udtræde af bestyrelsen med udgangen af det pågældende kalenderår.

Bestyrelsen vælger af sin midte en formand.

Fonden tegnes af formanden og endnu et medlem af bestyrelsen.

 

§ 5

Fondens kapital placeres i værdipapirer m.v. i overensstemmelse med de af Justitsministeriet fastsatte regler herom.

Fondens bundne aktiver placeres i en af bestyrelsen valgt og af Justitsministeriet godkendt forvaltningsafdeling.

 

§ 6

Fondens regnskabsår er kalenderåret. Senest 6 måneder efter regnskabsårets afslutning skal bestyrelsen have udarbejdet regnskab over fondens indtægter og udgifter, herunder med en status. Regnskabet revideres efter reglerne i fondsloven.

 

 § 7

Årets indtægter, med tillæg af eventuel overførsel fra sidste regnskabsår og efter fradrag af administrationsomkostninger og et eventuelt konsolideringsbeløb til den bundne kapital, uddeles af bestyrelsen til de i § 2 anførte formål. Det i bestemmelsen nævnte dispositionsbeløb forstås som årets indtægter med fradrag af årets udgifter og med tillæg af overførsel fra sidste regnskabsår.

Til konsolidering af den bundne kapital kan bestyrelsen henlægge et beløb, svarende til 25% af det i regnskabsåret anvendte beløb til uddelinger, dog maksimalt et beløb svarende til 25% af årets nettoindtægter (ordinære rente- og udbytteindtægter med fradrag af ordinære driftsudgifter).

 

§ 8

For det tilfælde, at fondens formål ikke længere kan tilgodeses, eller indtægterne ikke er tilstrækkelige til at opfylde formålet, kan bestyrelsen efter tilladelse fra fondsmyndigheden anvende den bundne kapital til formålet eller søge fonden sammenlagt med en anden fond med et tilsvarende formål.

København, den 15. januar 2019

Bestyrelsen for Niels Bohr Fondet:

Mogens Høgh Jensen, Præsident

Lars Arge, Generalsekretær

Hans Bräuner-Osborne

Lene Østermark-Johansen