Når videnskaben giver kuldegysninger

Videnskaben har gennem tiden været lige dele vidunderlig og frygtindgydende – og altid med et strejf af tilfældighed og overraskelse. Vi og verden fejrer uvisheden, døden og en mørkere årstid på tværs af kulturer – fra Allehelgens aften og Halloween til den mexicanske højtid Día de los Muertos og den gæliske Samhain.

I den anledning har vi her gravet seks historier fra videnskabens verden frem, der med uhygge og fascination står mål med fiktionens myrekrybende fortællinger – set fra Videnskabernes Selskabs ståsted.

Af Ghita Nidam Møller & Rikke Reinholdt Petersen

Hvor stammer idéen om Frankenstein fra?

De videnskabelige takter i fortællingen leder os til den italienske læge og anatomiprofessor Luigi Galvani, en kniv, en spjættende frø – og senere eksperimenter med menneskelige kadavere. I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af det næste århundrede blev galvanisering nemlig et buzzword i både videnskab og litteratur.

Det hele begyndte som et chok i Galvanis køkken i Bologna. Hans kone var i gang med at forberede suppe, da hun stak en kniv i en frø og ramte en nerve. Frøen spjættede – som om den vendte tilbage fra de døde. Galvani blev fascineret og begyndte at undersøge fænomenet gennem en række eksperimenter med elektricitet og frølår.

Hans gennembrud skete, da han satte en messingkrog ind i en frø og lagde den på et jerngitter. Så snart messingen rørte jernet, trak benene sig voldsomt sammen og blev ved med at gøre det, hver gang krogen rørte gitteret. Uden at vide det havde Galvani opdaget nervebanernes elektriske impulser og opfundet et batteri, som i sin enkleste form består af to forskellige metaller adskilt af en elektrolyt i form af frøkød. Men Galvani så det ikke sådan. Han troede, at han var stødt på en ny form for strøm: ”animalsk elektricitet”.

Hans resultater blev mødt med både begejstring og kritik ved udgivelsen i 1791. Især fra rivalen Alessandro Volta, en italiensk fysiker, som havde en anden forklaring. Volta mente, at de elektriske impulser opstod, når to metaller kom i kontakt i et fugtigt miljø – som f.eks. i kroppens væsker. Dén forklaring blev senere grundlaget for batteriets opfindelse og vores forståelse af elektriske signaler i kroppen.

Det var dog først efter Galvanis død i 1798, at hans opdagelse blev benævnt som galvanisering og for alvor bredte sig som ringe i vandet.

“Det første, folk spørger om overalt, er galvanisering.” Sådan skrev den danske fysiker og generalsekretær i Videnskabernes Selskab H.C. Ørsted i et rejsebrev til en fagfælle fra Tyskland i 1801. Ørsted kastede sig tilmed selv ud i eksperimenter med frøer og undersøgte kroppens ledningsevne.

Men det var Galvanis nevø Giovanni Aldini, der for alvor gjorde galvanisering berømt – og berygtet. Han gik et temmelig stort skridt længere og skiftede sin onkels frøer ud med menneskelig i sine eksperimenter. Det kulminerede i 1803, da han udførte et offentligt eksperiment på en nyligt henrettet mand i London. Ved elektrisk stimulation fik han liget til at løfte sin højre hånd og bevæge benene. Publikum så til med rædsel og fascination – kunne elektricitet vække de døde?

Eksperimenterne inspirerede ikke kun videnskaben, men også litteraturen. Aftenen før Mary Shelley fik idéen til science fiction-klassikeren Frankenstein (1818), diskuterede hun netop galvanisering med forfatterne Percy Shelley og Lord Byron. I forordet til en senere udgave af romanen (1831) skrev hun:

“Måske kunne et lig bringes til live igen; galvanisering havde givet tegn på sådanne muligheder: måske kunne en skabnings enkelte dele fremstilles, samles og få tilført livgivende varme.”

Luigi Galvani satte altså ved et tilfælde strøm til både videnskaben og fantasien. Hans opdagelse lever videre i moderne medicinsk behandling – og i litteraturen, hvor idéen om at vække liv med elektricitet stadig fascinerer.

Mangt et mareridt har været besøgt af Midgårdsormens bugtende krop, det kæmpemæssige havuhyre Leviathan og Skyllas mange hoveder. Men har du hørt om Kraken, den skibsknusende kæmpeblæksprutte?

Sammen med andre monstrøse skabninger fra havets dyb har Kraken snoet sine fangarme gennem generationers kollektive bevidsthed. Spørgsmålet er, hvordan monstrene over tid har flettet sig ind i vores fortællinger? Tør vi tænke den grufulde tanke, at myten om dem har rod i virkeligheden?

Det er ikke helt skævt. Faktisk er observationer af kæmpeblæksprutter registreret gennem flere århundreder. Et af de tidlige eksempler på brugen af navnet ’Kraken’ finder vi hos biskop og medstifter af Videnskabernes Selskab Erik Pontoppidan (1698-1764).

I et omfattende værk over Norges naturhistorie fra 1752-53 behandler han forskellige beretninger fra blandt andet fiskere, der fortæller om blæksprutter så store, at de somme tider blev forvekslet med hele øer, og med fangarme lange nok til at synke skibe. Og med sin massefylde kunne bløddyrets tilbagetrækning til havets dyb i sig selv skabe en malstrøm, der sugede alt i nærheden med ned.

Snarere uappetitlig end decideret uhyggelig er Pontoppidans beretning om Krakens hemmelige våben – dens afføring. Med den tiltrak blæksprutten fisk, der tilsyneladende fandt lugten behagelig. For en modig fisker gjaldt det derfor om at holde sig tæt på og snuppe noget af fangsten. Ifølge Pontoppidan lagde det grunden til et mundheld brugt om heldige fiskere, hvorom man sagde, at de måtte ”have fisket på Kraken”.

Mens Erik Pontoppidan ganske vist gør sig tanker om arter og lidt overfladisk anatomi, forbliver hans fokus de mundtligt overleverede fortællinger. Men sådan går det ikke hos zoologen Japetus Steenstrup (1813-1897), endnu et medlem af Videnskabernes Selskab.

Da han kommer på banen lidt over 100 år senere, må den mytiske Kraken vige tilbage for den konkrete videnskabelige granskning. Vi får bogstaveligt talt syn for sagn, da Steenstrup i 1853 får tilsendt kæberne fra en enorm blæksprutte, der er skyllet i land på Aalbæk Strand i Nordjylland.

Undersøgelsen af den strandede kæmpeblæksprutte blev afsættet for Steenstrups afhandling Spolia atlántica. Kolossale Blæksprutter fra det nordlige Atlanterhav, som blev udgivet fire år senere. Ud fra en grundig anatomisk undersøgelse af blækspruttens kæber konkluderer han, at den må tilhøre en indtil da ukendt slægt.

Med den dybdegående, databaserede forskning er havuhyrer som Kraken i dag henvist til et mytisk rige. Her lever den til gengæld i bedste velgående med optrædener i alt fra digte som Lord Tennysons The Kraken (1830) til storsælgende biograffilm. Kæmpeblæksprutter, og bare blæksprutter i det hele taget, er naturligvis lige så interessante for forskningen nu som altid, og videnskaben har stadig meget at lære om de mangearmede væseners rige liv og biologiske betydning.

Store dele af verden fik svampefeber, da den prisvindende tv-serie ”Last of Us” rullede over skærmene. Både serien og det forudgående videospil er ren fiktion, men parasitsvampene er reelle og en længe kendt frygt for planter, insekter og mennesker. Selv de skræmmende zombieevner er god nok – dog ikke på mennesker.

Den såkaldte slægt af svampe Ophiocordyceps (snyltekølle) er særligt kendt for at inficere myrer i Brasiliens atlantiske regnskov og omdanne dem til “zombiemyrer”. Og nu har mykolog João Araújo ved Statens Naturhistoriske Museum med et forskerteam fundet en ny svamp i samme uhyggelige svampefamilie på De Britiske Øer: Gibellula attenboroughii.

Den har fået sit navn efter den populære, vellidte dokumentarvært Sir David Attenborough, men dens effekt er alt andet end venlig. Undersøgelser viser nemlig, at den nyopdagede svamp forvandler to forskellige arter grotteedderkopper til zombier. Svampearten inficerer edderkopperne og tvinger dem ud i åbne områder i grotterne for sandsynligvis at accelerere spredningen af svampens sporer.

Men fascinationen af svampenes evne til at overtage deres værter er ikke ny. Videnskabernes Selskabs arkiver afslører, at interessen og frygten for parasitiske svampe har dybe rødder. Med god grund. Allerede i 1896 undersøgte botaniker og æresdoktor i Videnskabernes Selskab Emil Rostrup parasitsvampenes evne til at tilpasse sig nye værter og udvikle sig over tid:

“Man synes med Rette at kunne sige, at der for vore Øjne foregaar en Udvikling af nye parasitiske Svampeformer, om det end først gennem en Række Menneskealdere kan konstateres, at nye konstante Arter ere opstaaede ved Værtplanternes Indflydelse.”

Selvom svampene ikke angriber mennesker direkte, rammer de ofte det, vi lever af. Tag for eksempel Phytophthora infestans – den berygtede kartoffelskimmelsvamp, som ødelagde afgrøder og forårsagede hungersnød i Irland i 1845-1849. Eller Claviceps purpurea (meldrøjer), der angriber korn og danner giftige kompakte masser af svampetråde (sklerotier), som kan være livsfarlige, hvis de ryger indenbords via mel eller dyrefoder.

Heldigvis har vi i dag mykologer, svampeeksperter, der viderefører Rostrups arbejde og beskytter os mod en ny hungersnød, zombiesvampe i edderkopper og myrer – og at få forpestet mad galt i halsen.

En mumie er, i sin egen ret, et menneske eller dyr, der på naturlig vis eller ved hjælp af bestemte teknikker er blevet udtørret – og dermed udødelig vores kropslige hylster.

Selvom mumier er fundet i mange forskellige kulturer og verdensdele, får billederne af og fortællingerne om dem mange af os til at tænke på det gamle Egypten. Og det giver god mening. Her havde man nemlig en tro på, at den afdøde kunne blive genfødt i det hinsidige. Så for at hjælpe den døde godt på vej kunne man altså forsøge at bevare kroppen så godt som muligt.

Men hvordan gør man så det? Det er en videnskab i sig selv. Og af samme grund har lige præcis videnskaben også interesseret sig for mumier og deres tilblivelse på tværs af århundreder.

Allerede i 1783 udgav Videnskabernes Selskab afhandlingen med det mundrette navn ”Historiske Beskrivelse over en Mumie, hvis Udvikling og Aabning foretoges i det Kiøbenhavnske Universitets Natur-Theater udi December Maaned 1781”. Bag den stod Morten Thrane Brünnich (1737-1827), som i 1769 var blevet udnævnt til Københavns Universitets første professor i naturhistorie.

I universitetets naturteater indtog Brünnichs mumie rampelyset midt i decembermørket. Og takket være hans historisk tidlige tværvidenskabelige analyse kommer vi med på en 360-graders tur omkring den døde.

Med fag som kunsthistorie og egyptologi til at belyse kistens udsmykning får vi indblik i mumificeringens religiøse aspekter, hvor vi møder guder som Osiris og Anubis, der begge kædes sammen med døden. Videnskaber som anatomi og kemi er også i spil. Med de naturvidenskabelige briller på følger vi åbningen af mumiens krop og forsøget på at kønsbestemme, hvad der viste sig at have været en mand – og analysen af kistens farver, der blandt andre tæller blå (koboltglas) og gul (auripigment).

Hvis mumien i sig selv ikke skaber uhygge nok, så kan vi tilføje, at Brünnichs åbning af hovedet afslørede insektpupper. Han konkluderede, at larver måtte have haft tid til at kravle derind, efter hjernen var blevet udtaget – en proces, der altså må have varet i hvert fald flere dage.

Graver man i Videnskabernes Selskabs arkiver, finder man en række afhandlinger om misfostre. Om en hjerne gemt i en pose, et dødfødt pigefoster med to hoveder, tvillinger med sammenvoksede kroppe og dyr, også med flere hoveder. For ikke at glemme selve undersøgelserne med injektion i de afdøde misdannede fostres blodårer.

Forklaringerne spænder fra sjælelige teorier om frygt til systematiske obduktioner. Morbidt, ja – men også et vigtigt kapitel i videnskabens udvikling og jagt på svar i de døde. Den udvikling er ikke så lineær, som man måske skulle tro.

Det illustrerer datidens anerkendte læger Jens Bang og Henrich Callisen, hvis metodiske tilgange til at forstå og forklare misdannelser adskiller sig markant.

Bang kombinerede i 1801 medicinske observationer med teologiske, filosofiske og naturvidenskabelige overvejelser. Han refererede til klassiske og samtidige læger og filosoffer og lagde stor vægt på “indbildningskraften”.

Han foreslog, at moderens psykiske tilstand og stærke indtryk som chok eller frygt kunne påvirke fosterets udvikling. Et eksempel er moderen til et misfoster født med “hjernen i en pose”, som så en tjenestekvinde få et slag i nakken – og ikke kunne slippe synet og senere fødte et barn med et deformt hoved og udstående øjne. Bang fremhævede derudover luft, elektricitet, insekter og dunst fra planter som mulige påvirkninger.

Spoler vi 20 år tilbage, er forklaringen langt mere anatomisk og eksperimentel. I 1781 undersøgte overkirurg Callisen et dødfødt pigefoster med to hoveder ved grundig gennemgang af organer, skelet og blodkar og en mildest talt eksperimenterende tilgang. Han benyttede sig bl.a. af at sprøjte voks ind i blodårerne på det afdøde foster for at kortlægge kredsløbet. Han forkastede filosofiske og psykologiske forklaringer, men sammenlignede i stedet med 600 kendte misdannelser.

Ret skal være ret: Bang havde ikke samme adgang til en fuld obduktion og kunne derfor umuligt gå metodisk til værks på samme vis.

Spoler vi nu helt frem til i dag, hvor vi har avanceret teknologi og genetisk indsigt, er frygten for misdannelser stadig aktuel. Vi søger stadig svar i vores moderne forskning i genetik, fosterudvikling og bioetik. For meget er stadig et uhyggeligt mysterium – som Callisen forudså:

“Den sande Aarsag til Misfostere er og vil maaskee altid blive skiult for Menneskene.”

Hvad gør du, hvis du vrider om på din ankel? Eller slår hul på dit knæ, så det bløder? I dag ville løsningen højst sandsynligt kunne findes et sted mellem førstehjælpskassen derhjemme og en tur på hospitalet.

Sådan var det ikke i 1600-tallets Danmark. Der fandtes ikke ibuprofen og plastre, men i stedet kloge folk, som kunne deres urter og husråd til fingerspidserne. Og slog remedierne i hjemmet ikke til, ja, så var der også den mulighed at hidkalde større, stærkere kræfter med en trylleformular. Det kunne for eksempel være denne her fra året 1618:

Vor here hand paa biergett red —
hans fouell foed sig vred.
— Da segen Christ, da segen Kors,
da segen sielff S. Maria. — Blod till blod, are till are —
liieltt och holden som dett til forn var — i vor heris naffn Amenn.

Formularen fortæller om Jesus, der rider en tur, hvor hans hest vrikker om. Derfor påkaldes Kristus, Maria og korset, og der siges helbredende vendinger som ”blod til blod” og ”åre til åre” med ønsket om, at alt skal blive som før, skaden skete.

Takket være filolog og religionshistoriker Ferdinand Ohrt (1873-1938) ved vi en hel del om indholdet i den slags vers. Han knækkede koden med sin disputats om netop danske trylleformularer ”mod vrid og blod”, udgivet i 1922 af Videnskabernes Selskab. Ohrt tilgik formularerne med en kombination af tekstkritik, folklore og magiens historie, som blev nøglen til en masse interessant viden bagom de mange vers mod ledskader og skrammer.

I sin analyse peger Ohrt på, at formularen fra 1816 har en struktur typisk for nordiske vrid-formularer, og at dens ophav sandsynligvis går helt tilbage til middelalderen. Ifølge ham er også den tredobbelte påkaldelse – af henholdsvis Jesus, Maria og korset – afgørende. Den trækker nemlig tråde til den såkaldte ”Merseburgformel” fra 700-tallets Tyskland, som indeholder tre guddommelige, helbredende skikkelser. Ifølge ham vidner formularens sprog desuden om, at den må være tænkt som en praktisk helbredelseshandling, hvor den skadede kropsdel berøres under besværgelsen.

Ferdinand Ohrt undersøgte rigtig mange trylleformularer gennem sin karriere. Du kan finde formularer til alt – lige fra behov for beskyttelse og helbredelse til emner som husdyr, landbrug og endda kærlighed i Ohrts Danmarks Trylleformler fra 1921, som er digitaliseret af Det Kongelige Bibliotek.