Artiklen er en kommentar af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og generalsekretær Thomas Sinkjær. Kommentaren blev udgivet i Weekendavisen Ideer den 28. februar 2025. 

Tør vi tænke det: bevillingsopslag, der har flere ligestillede modtagere. Forskningsartikler med ligestillede forfattere. Forskningspriser, der ikke går til én forsker, der spejler arketypen af ét bestemt forskertalent. Det er holdets fælles mål, som sætter retningen, individet, der bidrager. Kreativiteten og forskningen, der vinder.

Men tør vi tage et opgør med individualiseringen af forskningen?

Vi er nødt til at nytænke forskningssystemets tilspidsede konkurrence. Fordi konkurrence er rigtig godt, lige indtil det ikke er.

Vi har krydset den grænse nu, hvor den enkeltes kamp for publikationer og bevillinger risikerer at kvæle de bedste ideer. Succes er blevet den næste prestigefyldte bevilling frem for den bedst mulige forskning.

Hemmelighedskræmmeri og de sikre ideer sejrer i kampen for at komme først, mens potentielle sparringspartnere i stedet bliver modstandere i en verden, hvor der kun er plads til én på toppen.

Konkurrencen er med andre ord blevet usund – det er hyperkonkurrence.

Ansættelseskriterier og kvalitetsparametre har fået en ny dimension, hvor evnen til at hente eksterne midler er blevet nøglen til en fast stilling, og hvor succesfulde forskningsledere anvender deres tid på ansøgninger og lobbyisme. Værdikuponen er dermed blevet et cv med mange bevillinger og publikationer. Men skaber den kultur den bedste forskning, bidrager den med attraktiv ny indsigt, og er den omsat i forskningsbaseret uddannelse eller samfundsløsninger?

Faktum er, at det giver bagslag og koster på den kreative konto for alle – både dem, der vinder mange og store bevillinger, og dem, der ikke gør. For ikke at tale om trivsel og arbejdsmiljø for de enkelte forskere. Det er et tab for det enkelte projekt, forskningsfeltet og i sidste ende samfundet.

Det er derfor tid til et opgør med den stigende konkurrence og »the winner takes it all«-mentaliteten.

Derfor skal vi hylde holdet

Det er ikke nemt, men der er allerede viden om, hvor vi kan sætte ind og tilmed være frontløbere. Svaret er holdindsats, der udfordrer vanetænkning og fremmer den kreativitet, som vi har gevaldig brug for i en tid med komplekse udfordringer, der står utålmodigt i kø.

Men det kreative frirum kommer ikke af sig selv. Det opstår nedefra og op, på kryds og tværs i modspil og samspil for at skabe nybrud og løsninger. Kreativitet er derfor en eftertragtet valuta, som ikke trives i hyperkonkurrencens ensidige fokus.

Danmark er begyndt at halte bagefter, når det gælder nytænkning i forskning. Det er endda på vores styrkepositioner, konkluderer en kritisk rapport om innovationskraft fra Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV). Selvfølgelig står hyperkonkurrencen ikke alene til regnskab for det. Men mere fokus på holdindsats tilbyder sig som en løsning, der skaber bedre og mere kreativ forskning, end når vi hylder den enestående stjerneforsker. Det fremhæver en række analyser.

Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet understreger blandt andet, at de fleste ideer starter hos mindst to forskere. Det er desuden mindre teams på omkring syv personer, som skaber de mest kreative ideer. Diversitet er her kodeordet for den stærkeste sammensætning, som fremmer kreativitet, god forskning og gennemslagskraft ude i samfundet.

Kreativiteten kan dermed blive understøttet gennem stabil og fleksibel forskningsstøtte, den rigtige teamstørrelse og større diversitet i for eksempel alder og nationalitet, men særligt også tværfaglighed. Her bør vi fremme ligeværdige samarbejder, som vil styrke kreativiteten i højere grad, end hvis én bestemmer, og en anden »blot« skal levere ind i et defineret koncept. Det vil også modvirke, at succesfulde forskere ofte oplever et ansvar for medlemmerne af deres store forskergrupper, som skaber et usundt pres. For hvis de ikke får den næste bevilling, har hele gruppen ikke en ansættelse.

Lad os derfor kanalisere konkurrence over til stærkt samarbejde i hele fødekæden for at ændre den snævre individbelagte vej. Kriterierne for at kravle op ad karrierestigen burde som følge lægge vægt på fælles snarere end kun individuelle mål, for eksempel gennem mentorordninger og fokus på at dele ny viden i samfundet. Flere og flere anbefaler, at det meste videnskab i dag vil have gavn af en radikalt anderledes struktur, der fremmer samarbejde og kreativitet.

Sådan kommer vi videre

Spørgsmålet er så nu, hvordan vi går fra viden til handling? Det skal komme fra flere niveauer: fra seniorforskerne, universiteternes ledelse og bevillingsgivere.

De etablerede seniorforskere har et ansvar for lokalt at bryde »spillets regler« og arbejde for ændringer i praksis, der tillader større diversitet, skaber fælles ejerskab til resultater og giver større kreativt rum. Det giver alt andet lige den bedst mulige forskning, som dernæst kan indgå i en sund konkurrence. Det skal vi alle arbejde for som forskningsledere, i bedømmelseskomiteer, vurderingspaneler og i hele måden, vi hylder og taler om succes. For hvis vi skal have diversitet i forskerstanden, kræver det også diversitet i, hvordan vi ser på, hvad de »ideelle« karriereveje er, og hvordan vi bedømmer ansøgninger. Som det er lige nu, styrker det indgroede individfokus en såkaldt Matthæus-effekt, hvor vi bliver ved at hædre de samme få dygtige forskere, som får lettere ved at få den næste bevilling og stilling. Så ruller snebolden.

Bagsiden er, at vi fremmer de samme få, absolut dygtige forskere, områder og sikre ideer, mens vi risikerer at miste nye forskningstalenter, diversitet og nybrud, som tør udfordre vanetænkningen. Det konkluderer tænketanken DEA. I sidste ende kræver det en kollektiv indsats at gentænke systemet fra top til tå.

Her har ledelserne på universiteterne et stort potentiale for at fremme en ny kurs, når vi rekrutterer. Frem for udelukkende at ansætte nye forskere baseret på evnen til at trække midler hjem og antallet af publikationer skal vi have øje for andre styrker og forskelligheder, som kan bidrage til det enkelte forskningsteam og projekt, men også selve forskningsmiljøet.

Heldigvis er der allerede en række gode eksempler, der viser, at det langtfra er umuligt at rykke ved status quo.

Det Unge Akademis Forskningsformidlingspris hylder et forskningsmiljø. Årets Tietgenpris er blevet uddelt siden 1980 til enkeltforskere, men blev i 2024 for første gang uddelt til et forskningshold. De inspirerer. I Videnskabernes Selskab yder vi ikke forskningsstøtte, men vi uddeler nogle priser. Også her vil vi se på, hvilken kultur vi er med til at fremme og hvordan.

I forskningssystemet er der initiativer, der taler for en fælles indsats og højere risikovillighed for skæve ideer. Både Villum Fonden, Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden uddeler bevillinger, som støtter (tværfaglige) utestede forskningsideer med høj risiko – og lige så stor mulighed for at lykkes. I de såkaldte Synergy Grants, som også Det Europæiske Forskningsråd ERC tilbyder, er der blandt andet krav om et tværfagligt team og mindst to forskningsledere. Målet er netop, at de kan bringe deres viden og ressourcer sammen for at række ud over, hvad de hver især ville kunne opnå.

Det kan betale sig. Selvom det udfordrer den enkeltes mindset og hele forskningssystemet. Men hvis vi ikke prøver nu, har vi allerede tabt.

Få overblik over alle debatindlæg her.