Kære fremtid, vi kæmper for dig 

Af: Ghita Nidam Møller

”Kære unge mig
Jeg er nu 78 år gammel og kigger ud på kysten fra mit flydende hjem. De fleste er flygtet fra kysten, jeg har fået glæde af at leve på og med havet i flydende huse (selvfølgelig lavet på bæredygtige materialer). Mit hus fungerer også som havhave og levested for havets dyr, som jeg nyder glæde af at følge hver dag (…) Kysten deles nu både af mennesker og dyr, og naturen får lov at gå sin gang. Strandede hvaler får lov at blive liggende, og mennesker bruger kun naturen i det omfang, det kan holde til.
Glæd dig! Mvh mig.” 

Sådan lød ét af de 61 postkort fra fremtiden, som borgere, lokale foreninger, forskere og myndigheder havde skrevet efter én dag samlet under samme tag til symposium om et hav i forandring. Der blev talt, diskuteret og lyttet på tværs af fagområder og praktiske erfaringer fra en hverdag, der ikke længere er den samme. De tanker smeltede sammen med blæk på personlige postkort fra fremtiden – fra år 2075 og tilbage til os i dag. 

En fremtid ”med en Venedig-vibe, hvor beboerne kommer rundt i små både, og der er skabt små kultur-øer, hvor nye kreative initiativer spirer frem.” 

Postkortene blev som et fælles tredje et neutralt sted, hvor snakken om ”fremtidige generationer” skiftede ståsted, og du blev dit ældre jeg med børn, børnebørn og en ny tid for familiens hus ved vandet. Her blev fjerne idéer konkrete og nære og skabte ikke kun forståelse, men også en reel vilje til at handle på det, vi ved. 

Hvad hvis det var dit barnebarn?  

Dagens 61 postkort fortæller både hver sin historie og én samlet stærk historie: At vi faktisk lytter til hinanden. At de videnskabelige erkendelser og de forandringer, vi allerede mærker, gør ondt og skaber frygt for vandets overtag. Men at de også vækker kreativitet, håb og glæde over vores verden og vores medmennesker. 

Postkortene mindede os om, at klimaforandringerne ikke rammer alle ens. Nogle ”stemmer fra fremtiden” takkede for naturbaserede løsninger og nye muligheder for ”husbåde med solceller på taget” og opblomstring af natur, mens andre skrev om evakueringer, tabte hjem og manglende hjælp. For klimaet handler ikke kun om natur, men også om social retfærdighed: 

”Kære politikere.
At leve i sameksistens med havet lød for ca. 50 år siden som den utopiske løsning. I dag ville jeg ønske, 50 år senere, at der var tænkt langt mere social lighed ind i beregningerne. Dem, som lever ved kysterne i samspil med havet, er dem, som har råd til flotte boliger med direkte privilegeret adgang til kystnatur. Jeg bor i en betonblok inde midt i landet, som jeg blev evakueret til under sidste stormflod med min familie. 
Ps. Min kusine fra Bora Bora prøver at få statsborgerskab i Danmark. Hendes fødeø er blevet helt oversvømmet. Kan I hjælpe?
Fra Katrine (15 år)” 

Magt eller afmagt?
Hånd i hånd med skrækscenarier viste postkortene også omstillingsevne og en menneskelig trang til optimisme. En lyst til at gøre tingene bedre og anderledes. Og de viser, at vi kan mødes i et fælles rum, hvor videnskaben danner rammen, og hvor fremtiden bliver noget, vi sammen har mulighed for at forme.  

Det åbner for et natursyn, hvor vi ikke nødvendigvis skal tæmme havet, men leve med det og overveje nye muligheder i det, der tidligere ville have forekommet absurd. Som at flytte hele huset efter stormvarsler eller sejle børnene i skole. 

”Mange har mistet meget, men vi har alle fået mere: en naturlig kyst, rene have og frihed fra at leve i frygt for klimaforandringerne.” 

Flere postkort rummede også sorg, vrede og spørgsmålet: ”Hvorfor handlede I ikke nok?”  

Et postkort beskrev f.eks., hvordan familien håbede, at børnene snart kunne ”prøve at gå på jord” igen. Et billede på, hvor konkret livet med vandet kan blive. 

Den ærlige blanding af håb og kritik er en vigtig del af at forstå, hvad fremtidige generationer kunne tænke om vores valg i dag. For problemet er ikke, at vi ikke ved noget om klimaforandringer og havet eller stoler på videnskaben – det gør vi. 

Udfordringen er at få den viden under huden; at mærke den, så vi ser fremtidens vilkår i øjnene og står sammen om løsninger. I postkortformatet er de store debatter om drivhuseffekt, varme havstrømme og fødevarekriser kogt ned til frygt for betondiger, ødelagte badebroer og evakuering ind i landet – og på den anden side kajakeventyr, vandscootere surferture og flydende hjem i naturoaser. 

Det er ikke spådomme, men spejle for nutidens drømme og mareridt. De viser os, hvad der er på spil. Fremtiden er heldigvis ikke skrevet endnu, men den er lettere at forme, når vi tør forestille os den sammen. 

Døm, og drøm, selv: Hvilken fremtid ser du for dig? Og hvad vil dit oldebarn måske skrive til dig om?