Foredragsaften
Ind i menneskehjernen og ud i universet:
Sapere Aude-foredrag tog publikum på vild rejse i forskningen tur-retur
Der var fuldt hus til foredragsaften i samarbejde med Danmarks Frie Forskningsfond, da fire Sapere Aude-forskningsledere løftede sløret for deres forskning i menneskets inderste afkroge og universets fjerneste hjørner. Nu kan du se foredragene online.
Der var fuldt hus til foredragsaften i samarbejde med Danmarks Frie Forskningsfond, da fire Sapere Aude-forskningsledere løftede sløret for deres forskning i menneskets inderste afkroge og universets fjerneste hjørner. Nu kan du se foredragene online.
Det var 80 minutter med forskningen i højsædet og fuld fart på formidlingen, da fire af Danmarks Frie Forskningsfonds Sapere Aude-forskningsledere fra 2024 præsenterede deres videnskabelige projekter for en fyldt mødesal i Videnskabernes Selskab. Og selvom forskningsemnerne spændte over alt fra hjernens udvikling og sundhed til de fundamentale komponenter i det ydre rums grundstoffer, stod fællesnævneren også klart:
– Forskellige faglige udgangspunkter behøver ikke at betyde, at man ikke kan være fælles om andre ting, lød det i åbningstalen fra præsident for Videnskabernes Selskab Susanne Ditlevsen.
For udover at være fælles om forskningstalent og ledelsesevner, forklarede præsidenten, er der yderligere to afgørende kvaliteter, som de fire forskningsledere og oplægsholdere Matthias Wilhelm, Maria Louison Vang, Julie Werenberg Dreier og Felix Trier deler:
– Nysgerrighed på verden og dens sammenhænge. Og så selvfølgelig det mod, det kræver at dedikere sig helt og aldeles til udforskningen af det ukendte – at ”vov(e) at vide”, som ”sapere aude” kan oversættes til, lød det fra Susanne Ditlevsen.
En årrække med vovemod og formidling
Siden 2010 har yngre forskningsledere som de fire vovet at vide med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfonds bevillinger. Og siden 2018 har de også vovet at dele den viden ved et årligt arrangement i Videnskabernes Selskab – et samarbejde, som præsident Susanne Ditlevsen understregede Selskabets store taknemmelighed for at kunne lægge hus til.
– En af vores fornemste opgaver er at skabe plads og altid bedre vilkår til dem, der tør udforske, understregede hun.
Endnu mere videnskab for alle
– Det ligger Videnskabernes Selskab på sinde at facilitere god formidling af forskningen og at dele vores begejstring for, hvad videnskaben kan, med alle de mennesker, den kommer til gode – os alle sammen, begyndte præsidenten sidste del af sin velkomst.
Hun fortsatte derpå med at opfordre til at følge med i de kommende måneders program. For udover Sapere Aude-foredragsaftenen byder efteråret i Videnskabernes Selskab nemlig på hele 6 offentlige foredrag (2 heraf er afholdt i skrivende stund), 5 temaforedrag (program offentliggøres i oktober) og ikke mindst den årlige Kulturnat, der løber af stablen den 11. oktober. Og hertil kan lægges alle de åbne arrangementer i regi af Videnskabernes Selskabs formidlingsinitiativ VidenSkaber.