Debat
I en tid præget af kriser og værdikampe, har vi mere end nogensinde brug for humaniora
Humaniora hjælper os med at navigere i værdikampe, polarisering og globale forandringer og giver indsigt i, hvordan vores samfund og institutioner formes, skriver Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og general sekretær Thomas Sinkjær i Altinget Forskning.
Artiklen er et indlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og generalsekretær Thomas Sinkjær. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 10. november 2025.
Trivselskriser, migrationsstrømme, faktuel viden under pres, ligestillingsdebatter, digitaliseringens mulige bagsider, krige og globale magtforskydninger præger vores samfund.
Sjældent har vi haft større behov for et værdikompas – og for det humanistiske blik, der kan hjælpe os med at forstå, navigere og måske endda gentænke vores systemer og rammer.
Optaget på humanistiske bacheloruddannelser er blevet halveret siden 2013. Det viser et notat fra Danske Universiteter.
Argumentet for færre humanister har fokuseret på ringere jobmuligheder for de færdige humanister. Så kunne man forestille sig, at der samtidig havde været et løft i ressourcer til de færre for at understøtte kvaliteten.
Men sådan er det ikke gået.
Det handler dog ikke om enten eller, men om at bevare og gerne styrke kvaliteten af uddannelser og forskning over hele linjen. For vi har brug for høj kvalitet og internationalt udsyn i vores forskning og uddannelse inden for alle områder.
Store dele af verden er præget af værdikampe, der skaber dyb splid mellem mennesker og samfundsgrupper. Det er nu er til diskussion, om vi reelt set deler værdisæt, viden og ideer i vesten eller for den sags skyld i Europa og i de enkelte lande.
Polarisering og gensidige beskyldninger om værditab er dagens orden. Men er vores moralske idealer og politiske værdisæt egentlig så universelle og selvindlysende, som vi ofte antager?
To af tidens mest indflydelsesrige humanistiske tænkere, Mary Beard og Lorraine Daston, giver deres bud på svar. Videnskabernes Selskab har inviteret dem til at dele deres forskning, som netop viser, hvordan vores værdier og institutioner er formet af historiske kampe, kulturelle forestillinger og sproglige strukturer.
Selvom de begge arbejder historisk, minder Mary Beard og Lorraine Daston os om, at humaniora ikke blot handler om fortiden, men om at forstå nutiden. Professor i klassisk historie Mary Beard viser, hvordan Romerrigets storhed og fald kan lære os noget om nutidens politiske og sociale spændinger.
Begge forskere insisterer på, at humaniora har en rolle at spille i den grundlæggende samtale om, hvad det vil sige at være menneske, borger og forsker. Ikke som pynt på kanten af STEM-fagene, men som en ligeværdig og integreret tilgang i forskningen og en uundværlig evne til at forstå mennesket og samfundet i en verden i konstant forandring.
Denne forståelse af humanioras betydning rækker også ind i debatten om, hvordan vores kulturelle institutioner er med til at forme vores historie, selvopfattelse og dermed også sætte en retning for handling.
Museer og andre institutioner er nemlig ikke neutrale formidlere af kulturarv. Det har de aldrig været. Det fremhæver Mary Beard, når hun med et skarpt blik for både fortid og nutid åbner debatten om museernes rolle i samfundet.
Hendes pointe er klar: Museer har altid været arenaer for kontroverser, magt og meningskamp, hvor vi forhandler vores forståelse af os selv og vores historie. De er ikke blot et arkiv for fortiden, men aktive medspillere i nutidens værdikampe.
Hun viser, hvordan museer – både i fiktion og virkelighed – er blevet brugt som metaforer for samfundets orden og uorden, der farver vores opfattelse af verden. Museer har dannet ramme om både fiktive mord og virkelige forbrydelser, men vigtigst af alt: om debatter om magt, historie og ejerskab. Om hvordan museer altid har været steder, hvor samfundets værdier og konflikter bliver synlige – og hvor vi kan stille spørgsmål ved, hvem der har retten til at fortælle historien.
Det er vigtige debatter, som vi som Videnskabernes Selskab glæder os til at invitere endnu flere med ind i, når vi får besøg af Mary Beard 27. november. For vi oplever, at rigtig mange gerne vil forstå vores fælles værdikampe.
Det oplevede vi senest, da Videnskabernes Selskab i fornemt selskab med idehistoriker Lorraine Daston åbnende en aktuel samtale om diversitet.
Diversitet er blevet et politisk slagord – men det har ikke altid været sådan. Historien viser, at begrebet har haft mange ansigter, fortalte Lorraine Dastons, ved sit foredrag i Den Sorte Diamant.
Daston viste, at diversitet historisk har været forbundet med æstetik og funktionalitet. Fra antikkens hyldest til naturens variation og rigdom til, at man i 1700- og 1800-tallets anså forskellighed som en mulighed for effektiv og specialiseret arbejdsdeling hos både mennesker og hos arter i naturen.
Når vi i dag taler om diversitet, står vi dermed på skuldrene af både æstetikere, økonomer og biologer. Men ved vi egentlig, hvad vi mener?
På kun få årtier er begrebet blevet en moralsk værdi, hvor inklusion og repræsentation er blevet en politisk målestok i forskningsverdenen, kulturinstitutioner og den offentlige debat.
Diversitet er her både moralsk og fortsat et spørgsmål om effektivitet takket været forskellige perspektiver og evner, der taler for mangfoldighed i virksomheder såvel som forskningsmiljøer.
Diversitet er ikke længere en idé – det er blevet en forventning, en værdi og et pejlemærke for, hvordan vi organiserer vores institutioner og fællesskaber.
Lorraine Daston minder os også om, at denne udvikling ikke er uden paradokser: Når vi institutionaliserer diversitet som inklusion, risikerer vi at fastlåse mennesker i identiteter, der både åbner og lukker døre. Det, der skulle skabe rummelighed, kan ende med at begrænse, advarer hun.
Hendes forskning er dermed en vigtig påmindelse om, at værdier ikke er statiske – de er historiske, foranderlige og ofte præget af skjulte magtstrukturer. De er udtryk for dybere forskydninger i vores verdenssyn. Polariseringen, vi ser i mange demokratier, også herhjemme, er måske netop et udtryk for forskydninger i vores verdenssyn.
Derfor må vi ikke tage vores værdisæt for givet, men med omtanke kæmpe for de værdier, vi mener bør overleve.
Her er humanistisk forskning afgørende. Den kan afdække vores blinde vinkler og skabe forståelse på tværs af positioner. Det er ikke kun et akademisk anliggende, men et demokratisk nødvendigt projekt.
Derfor er vi som Videnskabernes Selskab glade for at kunne tiltrække så store forskningsprofiler, der kan lukke os ind i en samtale om alt det, vi ellers måske ville overse.
Det arbejder vi for hele året, når vi udgør mødested for naturvidenskaben og humanioras mange discipliner. Vi samler en række områder som jura, historie, statskundskab og psykologi til medievidenskab, teologi og antropologi i en humanistisk- samfundsvidenskabelig klasse.
Fælles er en grundlæggende interesse for, hvordan mennesker skaber mening, magt og sammenhæng i verden.
Når værdier forhandles og sproget former vores virkelighed, har vi nemlig brug for det indsigtsfulde blik, som humaniora tilbyder. Så lad os bremse de mangeårige nedskæringer af de humanistiske fag og i stedet fokusere på kvaliteten, som vi har så kritisk brug for netop nu.
For det handler ikke om at stille fag op mod hinanden, men om at insistere på, at viden har mange former – og at vi har brug for dem alle.
Få overblik over alle debatindlæg her.
