Hvis Europa lukker sig om sig selv, taber vi mere end et forskningssamarbejde
EU har de sidste mange år sakket bagud på internationale scene, når det kommer til forskningsprojekter. Hvis usikkerhed og sikkerhedsrisici får os til at lukke os om os selv, mister vi både værdifulde forskningssamarbejder, men også muligheden for at lede – og for at skabe den viden, der skal forme fremtiden, skriver Susanne Ditlevsen og Thomas Sinkjær.
Artiklen er en kommentar af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og generalsekretær Thomas Sinkjær. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 24. februar 2025.
Vi står i en geopolitisk brydningstid.
Med Donald Trumps genindsættelse har USA sat en ny kurs: udmeldelse af WHO, en hidtil uset grad af politisering af verdens mest prestigefyldte forskningsstøtte, som uddeles af det amerikanske National Science Foundation, samt en ambition om at afbryde samarbejdet med Kina.
Forskningen er ikke længere blot en videnskabelig disciplin – den er blevet en brik i et storpolitisk magtspil.
Samtidig er Kina på vej til at overtage rollen som verdens største forskningsnation, i hvert fald målt på mængden af kapital, der investeres. I løbet af de sidste 25 år er Kinas andel af de globale forskningsinvesteringer vokset fra fire procent til over 26 procent. Vi er i den samme periode faldet fra 31 procent til 20 procent.
Kort sagt: Vi sakker bagud.
Forskning kan ikke reguleres med toldmure
EU’s egen rapport, udarbejdet i 2024 af Mario Draghi, tidligere formand for Den Europæiske Centralbank, konkluderer, at EU ikke formår at omsætte forskning til økonomisk vækst i samme grad som USA og Kina. Samtidig har USA’s handelskrigsretorik og snak om annektering af Grønland fået flere til at overveje behovet for strategisk autonomi. Vi skal kunne lave vores egne vacciner, vores egne computerchips, forsvare vores egne grænser.
Men forskning er noget andet. Den kan ikke sættes i bås som en handelsvare, der kan reguleres med toldmure eller eksportrestriktioner.
Forskning bygger på fri udveksling af viden, idéer og samarbejde på tværs af grænser. Lukker vi os om os selv, mister vi ikke kun adgang til ny teknologi – vi mister også adgang til mange af de forskningsmiljøer i udlandet, hvor de største videnskabelige gennembrud sker.
Hvor efterlader det den europæiske forskning? Forskning er et langt, sejt træk. Den trives ikke i en verden af opportunistiske handelskrige. Den kræver åbenhed, tillid og gensidig forståelse.
Års arbejde risikerer at gå tabt
Internationale forskningssamarbejder kan nedbrydes med et pennestrøg, men tager årtier at opbygge. Derfor skal forskningspolitik altid tænkes i et langtidsperspektiv.
Forestil dig at have opbygget et internationalt forskningssamarbejde over flere år – udvekslet viden, udviklet forskningsprojekter og uddannelser, besøgt hinandens laboratorier. Og så, fra den ene dag til den anden, bliver projektet sat på pause eller stoppet helt, fordi den politiske dagsorden har ændret sig. Mistillid erstatter samarbejde, og års arbejde risikerer at gå tabt.
Denne slags hændelser kan også skræmme unge forskere fra at indgå i samarbejder med kolleger fra visse lande. Frygten for, at politiske skift pludselig kan ændre holdningen til et forskningssamarbejde, gør det risikabelt at investere tid og ressourcer i projekter, der i værste fald kan blive afbrudt.
Og den blotte usikkerhed om, hvad der er linjen i forhold til eksempelvis Kina, kan få mange til at tænke: ”Det bøvl gider jeg slet ikke at have.” Men det risikerer altså at betyde, at det er os, der står tilbage på perronen.
Der er naturligvis sikkerhedsrisici og etiske hensyn, der skal vejes op mod den viden, der skabes. Men disse faktorer bør være de afgørende evalueringskriterier – ikke en politisk dagsorden, hvor forskning reduceres til en diplomatisk brik.
Når det kommer til forskning, skal vi ikke brænde broer – vi skal bygge dem.
EU skal sætte sin egen kurs
Med det nye EU-rammeprogram for forskning og innovation, der skal forhandles under det danske EU-formandskab i anden halvdel af 2025, har EU en unik mulighed for at definere sin egen retning.
EU skal ikke lukke sig om sig selv – det vil kun gøre os til tabere. Vi har stadig en unik styrkeposition: Vores forskningsinstitutioner er blandt de stærkeste i verden, og vi er en eftertragtet samarbejdspartner i store internationale projekter.
I Videnskabernes Selskab har vi netop fremsendt vores positionspapir om EU’s forskningsstrategi til EU’s forskningskommissær. Her argumenterer vi blandt andet for en nuanceret tilgang, hvor vi balancerer sikkerhedsrisici med behovet for internationalt samarbejde.
Hvad med sikkerhedsrisikoen? Ja, der er risici. Der er felter, hvor forskningssamarbejder kan udnyttes til kritiske teknologier og dual-use, det vil sige forskning, som kan bruges til militære og civile formål. Så vi må ikke være naive.
Men løsningen er ikke at lade frygten styre os eller agere overforsigtigt.
I stedet bør vi arbejde for gennemtænkte og afbalancerede tilgange, hvor sikkerhed og etik håndteres ansvarligt, samtidig med at vi bevarer muligheden for åbne samarbejder, hvor det er relevant og gavnligt.
Det er ikke en nem balancegang. Men den er nødvendig for, at vi ikke skal tabe på den lange bane.
Vi bliver nødt til at have afbalanceret tilgange, derfor har vi inviteret til konference den 1. april om internationalt forskningssamarbejde i en ny geopolitisk verden. I samarbejde med Tænketanken DEA, Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Akademiet for de Tekniske Videnskaber samler vi et bredt udsnit af aktører for at diskutere, hvordan vi bedst balancerer sikkerhed og videnskabeligt udbytte.
Dette er en samtale, vi er nødt til at tage.
For hvis Europa lukker sig om sig selv, taber vi mere end et forskningssamarbejde. Vi taber muligheden for at lede – og for at skabe den viden, der skal forme fremtiden.
Dén diskussion og samtale fortsætter til et kommende seminar i Videnskabernes Selskab den 1. april. Få overblik over alle debatindlæg her.
