Geologi, litteratur og lokale stemmer: Vejle tager første skridt mod kyststrategi

Videnskabernes Selskab inviterede sammen med Kystdirektoratet og Vejle Kommune til dialogmøde ved Vejle Fjord, hvor geologi, litteratur og borgernes egne fortællinger blev sat i spil for at forstå og forme fremtidens liv ved en kyst i forandring.
Af: Tina Dransfeldt Christensen
Krokodiller, palmer og isnende årtusinder. Hvad ved du egentlig om dit lokalområdes fortid og om, hvad den betyder for din fremtid?
Det spørgsmål blev konkret den 26. oktober, hvor Videnskabernes Selskab sammen med Kystdirektoratet, Vejle Kommune og EU InterReg-projektet ClimateBlue inviterede til dialogmøde om de foranderlige kystlandskaber ved Vejle Fjord.
Vores kyster har altid forandret sig. Det er et grundvilkår, mange har glemt, men som vi skal blive bedre til at indrette os efter. Især fordi klimaforandringerne accelererer udviklingen. Men hvordan finder vi nye måder at leve med vandet i stedet for at kæmpe imod det?
Svaret gemmer sig både i de geologiske lag og i litteraturen. For selv når kysterne ændrer sig, følger vores forståelse ikke nødvendigvis med. Derfor skal vi have en tværfaglig samtale for at skabe både forståelse, engagement og handlekraft.
Den samtale blev åbnet af geolog, ph.d. og seniorforsker ved GEUS Kristian Svennevig og forfatter Peder Frederik Jensen, da de sammen med beboerne ved fjorden forenede naturvidenskab og litteratur.





Fælles fundament i vildt vejr
Vejle har nemlig de senere år oplevet stigende vandmængder fra både havet og kraftige regnskyl. Derfor samlede vi lokale borgere, forskere og myndigheder til en fælles samtale om, hvordan livet ved kysten kan se ud i en fremtid med højere vandstande, hyppigere stormfloder og landskab i bevægelse.
Dagen bragte både naturvidenskaben og litteraturen i spil og gav deltagerne et fælles fundament og syn for sagen, da Kristian Svennevig tog dem med til Skansebakken i Brejning – et nationalt geologisk interesseområde, hvor geologiske lag ligger blotlagt som et åbent arkiv med nedslag i vores landskabs historie.
Her fortalte han, hvordan landskabet ved Vejle Fjord bærer spor fra 20 millioner års forandringer. Historien udfolder sig for vores øjne: fra tropiske laguner med palmer og krokodiller, over istidens aflejringer for 20.000 år siden, til resterne af en 200 år gammel skanse, der nu er skyllet bort. De nyeste spor fra stormfloden i 2023 står klart i både hukommelse og landskab. Som Svennevig pointerede:
”Kysten har altid forandret sig. Forskellen er, at forandringerne nu sker hurtigere og mere ekstremt på grund af klimaforandringerne. Den jord, vi bor på, er i virkeligheden kun til låns.”
Alligevel glemmer vi nemt naturens kraft og forsøger at kontrollere den. Det er en kamp, der har præget vores forhold til kysten gennem historien – og som litteraturen kan hjælpe os med at forstå ifølge forfatter Peder Frederik Jensen.
Med litteraturen som spejl blev klimaforandringerne sat i perspektiv både historisk og personligt.
Postkort fra fremtiden
Med udgangspunkt i litterære fortællinger og myter om kampen mod havet satte han ord på, hvordan vi oplever klimaforandringer gennem tiden. Det har han blandt andet udfoldet i sin roman Rans vilje (2023), der skildrer menneskelige skæbner under stormfloden i 1872.
Sammen åbnede de to for en samtale om, hvordan naturvidenskab og kunst kan hjælpe os med at forstå, hvad det vil sige at leve i et landskab, der aldrig står stille.
Hvordan fortid, nutid og fremtid hænger sammen i én stor fortælling. Den fortælling blev deltagerne en aktiv del af. Landskab, fortællinger og egne erfaringer smeltede sammen. Med afsæt i dagens faglige perspektiver og egne erfaringer satte deltagerne pen til papir og skrev ”postkort fra fremtiden” til hinanden – små fortællinger og visioner for, hvordan livet ved fjorden kan se ud.





Det første skridt mod en kyststrategi
Dialogmødet var ikke kun en øjenåbner på tværs af borgere, fagligheder og myndigheder. Det markerede også det første skridt i Vejle Kommunes arbejde med en kyststrategi, der skal sætte retning for klimatilpasningen langs fjorden.
”Vi har i Vejle Kommune arbejdet med klimatilpasning i byerne i mange år. Nu tager vi fat på at arbejde med en kyststrategi, der skal sætte en retning for, hvordan vi vil forholde os til fremtidens havniveaustigninger langs med kysten,” siger Lisbet Wolters, Stadsarkitekt og Klimachef i Vejle Kommune og understreger:
”Og det starter med en samtale med grundejere og brugere, så vi kan skabe en god proces og i sidste ende lave en fagligt velfunderet og bredt forankret kyststrategi.”
Dagen blev et levende eksempel på, hvordan Videnskabernes Selskab via samarbejder på tværs af aktører arbejder for, at forskningsbaseret viden og lokale erfaringer kan mødes i en fælles samtale om samfundets store udfordringer.
Fotos: Martin Dam Kristensen.
Om VidenSkaber
Arrangementet og samarbejdet med Kystdirektoratet er etableret som del af Videnskabernes Selskabs formidlingssatsning VidenSkaber, støttet af Lundbeckfonden, Carlsbergfondet og Novo Nordisk Fonden.
I 2025-2026 udforsker VidenSkaber temaet ”Hvad sker der, når havet forandrer sig?”.
Læs mere om samarbejdet med Kystdirektoratet her: Hvordan lever vi med havet? Nyt samarbejde søger svar langs Danmarks kyster – Videnskabernes Selskab
Lyt allerede nu til VidenSkabers podcast “Hvordan ved vi det?”

