Hvidbog 2025 søger svar: Hvordan bliver internationalisering vores trumfkort?

Videnskab er grænseløs og global – den er international i sin natur. Internationalisering af forskning og uddannelse er derfor i fokus i Videnskabernes Selskabs hvidbog for 2025.
Det er ikke spørgsmål om at være international eller ej, men hvordan gør vi det bedst muligt. Det har Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Udvalg (FPU) undersøgt og deler nu udfordringer, fordele, det historiske bagtæppe og erfaringer fra andre europæiske lande i Hvidbogen 2025.
Det sammenfatter hvidbogen med temaet “Internationaliseringen af dansk forskning og uddannelse – fra kvantitet til kvalitet”.
Målet er at skabe et vidensbaseret billede af, hvor vi er, og hvor vi skal bevæge os hen. Hvidbogen sætter desuden rammen for selskabets forskningspolitiske årsmøde og for efterfølgende debat og inspiration på universiteterne og de politiske gange.
”International rekruttering er ikke blot nødvendig for den danske samfundsøkonomi, men er også en forudsætning for at danske universiteter kan levere forskning og udvikle undervisningsmiljøer af højeste kvalitet. Men der er også udfordringer knyttet til internationaliseringen,” siger Dan Zahavi, forperson for Forskningspolitisk Udvalg og professor i filosofi og leder af Center for Subjektivitetsforskning ved Københavns Universitet.
“Vi håber, at vi med årets hvidbog kan medvirke til at igangsætte en ny drøftelse af, hvordan vi bedst kan maksimere fordelene og samtidig håndtere udfordringerne effektivt,” tilføjer han.
For selvom dansk forskning trods vores lille størrelse har en international stor udsigt og indsigt, så opstår der konstant nye vilkår, værdi og dilemmaer, når vi inviterer udlandet ind på de danske universiteter. Det er vi nødt til at tage stilling til. Særligt i en global brydningstid, hvor det er mere vigtigere end nogensinde at forstå den verden, vi lever i ud fra et internationalt perspektiv.
Det gælder hele fødekæden fra uddannelsernes forelæsningssale, pensum og det talte fagsprog til forskningsmiljøers sammensætning og samarbejder:
Hvordan kan vi f.eks. bedst integrere udenlandske studerende og forskere for at fremme innovation og den ypperste forskning – og samtidig sikre, at vi ruster danske studerende til at følge med den internationale konkurrence?
Hvordan sikrer vi international rekruttering af studerende og topforskere, som ikke overtager, men kan spille sammen som et hold i de danske miljøer? Og hvordan tænker vi internationalisering ind fra toppen i ledelsesgangen og ned til den daglige gang på institutterne?
Det er et udpluk af de spørgsmål og dilemmaer, som Hvidbogen udforsker og som bliver sat til debat til årsmødet.
Nøglepointer fra Hvidbogen 2025:
- Effektiv internationalisering: Hvidbogen understreger, at videnskaben er af natur international og fremhæver fordelene ved øget internationalisering, herunder bedre rustning af danske kandidater til en globaliseret virkelighed og berigelse af det akademiske liv gennem rekruttering af talentfulde studerende og forskere.
- Udfordringer: Den øgede internationalisering har medført udfordringer som økonomiske rammer, sprogbarrierer, kulturforskelle, politiske spændinger og sikkerhedshensyn.
- Anbefalinger: Hvidbogen har fire anbefalinger, som kan fremme en kvalitetsorienteret tilgang til rekruttering og uddannelsesudvikling, styrket organisatorisk og ledelsesmæssig tilgang til internationalisering, forbedrede politiske rammebetingelser og fokus på internationalisering i en geopolitisk krisetid.
Dyk ned i Hvidbogen 2025 nedenfor. Du kan finde tidligere hvidbøger og andre publikationer her.