Artiklen er en kommentar af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og generalsekretær Thomas Sinkjær. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 28. april 2025. 

Alle er i skåltaler enige om, at formidling af forskning er vigtigt. Særligt i en tid, hvor misinformation, opmærksomhedskrig og kriser i form af epidemier og klimaforandringer kræver, at videnskaben og samfundet spiller tæt sammen. Uden klar og effektiv formidling af videnskaben risikerer vi at miste borgere og politikere på vejen. At de giver op, går andre veje og slet ikke får glæde af de videnskabelige fremskridt.

Det er derfor vigtigere end nogensinde, at forskere træder frem og engagerer sig aktivt med offentligheden.

Men trods konsensus ryger formidling i praksis alt for ofte ned i prioriteringsrækken af vigtige kerneopgaver, som hører til i et travlt forskerliv på universiteterne og andre forskningsinstitutioner. Det er ærgerligt af mange grunde: for den enkelte forsker, for videnskaben, for samfundet og for demokratiet – og fordi retten til videnskab er en menneskeret.

Formidling af videnskab er ikke kun ”rart at have” eller ”nødvendigt at have”. Det er en forudsætning for et oplyst demokrati og en grundlæggende rettighed som menneske.

Formidling er en menneskeret

Ifølge FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, artikel 27, stk. 1, har alle mennesker ret til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder. Og det kræver formidling. Erklæringen er ikke i sig selv bindende, men det er Den Internationale Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder, som Danmark har tiltrådt.

Artikel 15 heri gentager selvsamme budskab som FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder. Det samme gælder en række traktater, som bygger på netop Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Staten er dermed forpligtet til at værne om formidling af videnskab.

Alligevel ender retten til videnskab ofte med at blive glemt eller nedprioriteret.

Det er professor ved Center for Tværfaglige Juridiske Studier på Københavns Universitet, Helle Porsdam, ekspert i – og netop derfor er hun også formidler af retten til videnskab i sin nye bog ‘Hvad er retten til videnskab – og hvad kan den bruges til?‘

Hun argumenterer for, at når vi anerkender retten til videnskab, kan den blive brugt som et aktivt middel mod falske nyheder og videnskabsskepsis i en tid, hvor politiske dagsordener lader sig styre af økonomiske interesser frem for videnskabelig evidens.

Vi kunne ikke være mere enige. Derfor kan man også undre sig over, at videnskab ikke er nævnt en eneste gang i Danmarks Radios public service-kontrakt.

Vigtigheden af formidling har til gengæld stadfæstet sig i forskningsfinansieringen.

Formidling gavner faglige interaktioner

Luke O’Neill, rådsmedlem i Europa-Kommissionens Europæiske Forskningsråd, fremhæver også nutidens behov for formidling og understreger et ekstra argument: Når forskere bliver trænet i formidling til den brede offentlighed, gavner det også de faglige interaktioner mellem forskere på tværs af fagligheder.

På den måde er offentlig inddragelse ikke kun en måde at give tilbage til samfundet på – det er også en mulighed for at udvikle sig som forsker og udvikle selve forskningen.

Netop derfor forsøger Det Europæiske Forskningsråd med prisen Public Engagement in Research Award at opfordre forskere, der er finansieret af Det Europæiske Forskningsråd, til at dele deres arbejde med offentligheden. For yngre forskere, såsom modtagere af et Starting Grant fra Det Europæiske Forskningsråd, er det desuden vigtigt at udvikle stærke kommunikationsevner tidligt i karrieren.

Tag bladet fra munden 

Borgere venter ligefrem på, at forskerne tager ordet. For tillid til videnskaben er på ingen måde i frit fald – det er en sejlivet myte.

Befolkningen har generelt høj tillid til forskere. En undersøgelse fra projektet Viden og Demokrati viser, at 79 procent af danskerne er enige i, at videnskab har en positiv indvirkning på samfundet. Forskere scorede tilmed højest på tillidsskalaen. Samtidig mener 67 procent af borgerne, at forskere bør deltage mere aktivt i den offentlige debat.

Det er her, vi møder den første udfordring – og hvor vi skal sætte ind: Kun halvdelen af forskerne i Danmark oplever, at de har de nødvendige kompetencer til at deltage i den offentlige samtale om deres forskning. Så selvom mange forskere brænder for at dele deres viden, mangler de den anerkendelse og støtte, der skal til, for at formidlingen bliver en integreret del af deres arbejde.

Derfor skal vi opbygge et tættere samarbejde på tværs af fagligheder – mellem forskere, formidlere og samfundet som helhed. Det er ikke, fordi vi har en let løsning, men der er et behov, som vi er nødt til at tage mere alvorligt og ikke overlade til den enkelte forsker. Det er en udfordring, der kræver både ændringer i tankesæt og i rammer, hvor videnskabelig formidling i højere grad bliver anerkendt som en væsentlig del af forskernes arbejde.

Universiteterne må arbejde systematisk med formidling

Som det er nu, prissætter meriteringssystemerne på universiteterne ofte fagfællebedømte publikationer og fondsansøgninger langt højere end formidlingen. Det er ikke enkelt at rykke ved balancen, fordi forskere og institutioner har mange opgaver. Men det er muligt.

Det er hverken universiteter, fonde eller forskere blinde for. Fondene har dedikerede opslag til formidlingsprojekter, mens værdien af formidlingskompetencer generelt stiger og også bliver hyldet med priser for forskningskommunikation.

På flere universiteter er “samfundsmæssig effekt” blevet en del af meriteringskriterierne for at stige i graderne fra adjunkt til lektor og til professor. Her tæller evnen til og erfaring med at gøre forskning relevant for samfundet og interessenter med, herunder jævnlige bidrag til populærvidenskabelig formidling.

Kurser i formidling blomstrer frem på ph.d.-uddannelser og som valgfag ude på universiteterne. Nogle institutioner har endda indført forskningskommunikation som et obligatorisk kursus for ph.d.-studerende. Pilen peger nu på, at universiteterne bredt set arbejder mere systematisk med at styrke formidling gennem uddannelse og anerkendelse af værdien.

Mulighederne er mange

Videnskabernes Selskab træder til både ved at engagere forskere til offentlige foredrag, men også inden scenen kalder. Formidlingsakademiet er her sat i verden for at uddanne og opfordre forskere til at kommunikere klart og engagerende på tværs af kanaler og fagligheder.

Det bygger på forskningsbaseret viden om forskningsformidling på tværs af nutidens platforme, der taler til unge som gamle for at styrke samtalen mellem videnskab og samfund. Vi håber, alle universiteter vil støtte op om den dagsorden.

Mulighederne for at udfolde de nye færdigheder er nemlig efterhånden mange. Festivaler som Bloom og CPH:DOX skaber platforme, hvor forskere kan møde offentligheden i øjenhøjde. Podcastserier som Rumsnak og Ubegribeligt viser, hvordan moderne medier forsøger at engagere et bredere publikum til at forstå den verden, vi lever i.

Videnskabernes Selskabs eget formidlingsinitiativ VidenSkaber taler samme sprog og arbejder med et utal af måder at forene videnskab og hverdag gennem podcast, workshops, foredrag og debatter.

Tilliden, behovet, initiativerne og juraen er altså med os. Der er medvind, selvom det er en hård kamp om tid og ressourcer. Derfor skal vi løfte opgaven sammen – for samfundets, videnskabens, forskernes og fremtidens skyld.

Få overblik over alle debatindlæg her.