Sådan kan vi støvsuge dyrs usynlige DNA-spor i luften
Sådan kan vi støvsuge dyrs usynlige DNA-spor i luften
Måske du kender en metaldetektor, der kan spore det gemte guld i jorden, men kender du dyreverdenens pendant, der kan opsnappe dyrearter fra luften – den såkaldte DNA-støvsuger?
Lektor Kristine Bohmann fra Globe Instituttet på Københavns Universitet fik for et par år siden en idé, der kunne ændre måden, hvorpå vi kortlægger dyrs tilstedeværelse i naturen: Hvad hvis vi kunne “støvsuge” dyrs DNA direkte fra luften?
Dette inspirerede til opfindelsen af en DNA-støvsuger, der kan opfange luftbårent DNA fra pattedyr, fugle, krybdyr og padder. I foredraget tager Kristine os med på rejsen fra idé til virkelighed, og deler historier om “støvsugning” i både København ZOO og i naturen, hvor hun sammen med sin forskningsgruppe har afprøvet den nye teknologi. Hvordan kan en sådan opfindelse hjælpe biologer i deres arbejde med at kortlægge dyrearter – og kan den overhovedet bruges til noget lige nu?
Vi lever i en tid, hvor det globale tab af biodiversitet skaber behov for i højere grad at overvåge dyrearter på mere præcise og tidseffektive måder. Kom og hør, hvordan DNA-støvsugeren kunne blive et nyt og vigtigt værktøj til at følge udviklingen og holde øje med sammensætningen af dyrebestande.

Carlsbergfondets økonomiske støtte til Videnskabernes Selskab muliggør, at Selskabet kan tilbyde disse foredrag.
Kristine Bohmann er ph.d. og lektor i biologi ved Globe Institute på Københavns Universitet. I 2008 tog hun en tillægsuddannelse i journalistisk formidling fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun vandt Forskningskommunikationsprisen 2024 for sin formidling af sin forskning om DNA-støvsugeren.
Spørgsmål
Birgit Olsen
Programkonsulent
Kristine Bohmann; lektor, Københavns Universitet
Kan man støvsuge luften for spor af dyr? En ny opfindelse gør det muligt at opfange luftbårent DNA fra pattedyr, fugle, krybdyr og padder – direkte fra omgivelserne. Dette foredrag tilbyder et fascinerende indblik i, hvordan denne såkaldte DNA-støvsuger kan blive et vigtigt redskab i arbejdet med at overvåge biodiversitet i en tid, hvor dyrelivet verden over er under pres.