Mary Beard åbner debatten om museernes magt og meningskamp gennem historien

Mary Beard åbner debatten om museernes magt og meningskamp gennem historien

Kom og oplev en af verdens mest fremtrædende antikforskere, den britiske klassiske filolog Mary Beard, når Videnskabernes Selskab i samarbejde med Glyptoteket inviterer til foredrag i museets stemningsfulde Festsal.

Med et skarpt blik for fortiden og samtidens formidling skærer Mary Beard ind til benet og diskuterer museernes rolle – og deres lange historie med konflikt og kontrovers. For selvom museer i dag er kontroversielle, så er vi ikke den første generation, der oplever dem sådan. Museer er altid blevet betragtet som steder, der rummer fare såvel som læring, historie, undren og bevaring. Man kunne endda sige, at en del af deres formål altid har været at skabe rum for diskussion og uenighed om os selv og fortiden.

Mary Beard udforsker i dette foredrag den lange historie af kontroverser og konflikter i og omkring museer. Det sker delvist gennem fiktion og satire. Børnebøger tilbyder fantasier om, hvad der kunne ske i museet efter lukketid – som når dinosaurerne slipper ud af deres montre. Tegneserier gør grin med museets regler og forskrifter, f.eks. “Må ikke berøres”. Der findes desuden masser af grusomme fiktive mord, der udspiller sig i gallerier. Men det er ikke kun i fiktionen. Museer har også dannet ramme om virkelige forbrydelser.

Men endnu vigtigere er de debatter, som museets udstillinger har affødt: om magt, historie og ejerskab. Diskussioner om tilbagelevering og om, hvor museumsgenstande egentlig hører hjemme, er ikke kun et moderne, postkolonialt fænomen. Med en række overraskende eksempler viser Mary Beard, hvordan disse stridigheder har fulgt museerne helt siden den moderne museumsbevægelses begyndelse.

Om Mary Beard
Mary Beard er verdenskendt, klassisk filolog, professor emerita ved University of Cambridge, fellow ved Newnham College og ikke mindst en af de mest markante formidlere af antikkens historie i dag. 

Hun har skrevet en række internationalt anerkendte og prisvindende bøger, herunder bestselleren SPQR – A History of Ancient Rome, den anmelderroste Women & Power og senest Emperor of Rome. Mary Beard er derudover en hyppig kommentator i medierne, har sin egen klumme og står bag en række BBC radio- og TV-serier om historie og kultur som f.eks. Meet the Romans. Hun har senest lanceret podcasten Instant Classics, hvor hun sammen med Guardian-journalist Charlotte Higgins diskuterer antikkens og nutidens verden.

Mary Beards store indsats for klassisk forskning har sikret hende en plads i bestyrelsen for British Museum samt i 2018 udnævnelse til Dame i Dronning Elizabeth II’s fødselsdagsudmærkelser.

Praktisk

Sted: Foredraget bliver afholdt på Glyptoteket.

Tid: Torsdag 27. november 2025 kl. 16.00-18.20

Foredraget foregår på engelsk og er en del af foredragsrækken Royal Academy Lectures. Denne særudgave er i samarbejde med Glyptoteket.

Efter foredraget byder Videnskabernes selskab på en let servering.

Det er gratis at deltage i arrangementet, men det er nødvendigt at reservere en plads på forhånd her på siden.

Vi henstiller til, at du kun bestiller billet, hvis du er sikker på at kunne deltage. Pladserne er begrænsede, og vi vil gerne fylde hver en stol. Bliver du forhindret i at deltage, bedes du melde afbud. Så går pladsen automatisk videre til den næste på ventelisten.

Foto på forsiden ©Glyptoteket/Ana Cecilia Gonzalez

Spørgsmål

profile picture

Birgit Olsen

Programkonsulent

search