Er vi tæt på klimaets tipping point?

Er vi tæt på klimaets tipping point?

Langsomt. Usynligt. Uafvendeligt?

Klimaet forandrer sig over tid – men hvad sker der, når det gradvise tipper over og bliver abrupt? Hvornår går vi fra advarsel til point of no return?

Professor i statistik og præsident for Videnskabernes Selskab Susanne Ditlevsen og professor i geofysik Peter Ditlevsen har med deres banebrydende forskning sat en mulig dato på det uafvendelige: tidspunktet, hvor de atlantiske havstrømme (AMOC) – motoren bag store dele af Jordens klimabalance – risikerer at bryde sammen. Et tipping point, der vil sætte turbo på klimaforandringerne og få konsekvenser globalt og i Danmark.

Men hvor sikre er vi på det? Hvordan ved vi, hvornår nok er nok? Og vigtigst: Hvordan handler vi på det som samfund – før det er for sent?

Tag med til en aften, hvor vi sætter videnskaben på scenen – og publikum i centrum.

Hør om modellerne bag beregningerne, om de videnskabelige uenigheder og om, hvad forskningen siger om klimaforandringernes kurs.

Men du skal ikke bare lytte – du skal være med. Undervejs inviterer vi til åben debat, hvor dine spørgsmål, holdninger og idéer bliver en del af samtalen. Hvordan skal vi forholde os til viden, der peger på en fremtid, vi helst vil undgå? Er det for sent – eller er det nu, vi handler?

Debatten modereres af biolog og videnskabsjournalist Line Friis Frederiksen.

Debatten er led i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs formidlingssatsning VidenSkaber, støttet af Lundbeckfonden, Carlsbergfondet og Novo Nordisk Fonden. I 2025-2026 er temaet ”Hvad sker der, når havet forandrer sig?”. Læs mere på videnskaber.dk.

Om forskerne

 

Peter Ditlevsen er professor i geofysik ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet og medlem af Videnskabernes Selskab. Han beskæftiger sig med klimaets fysik med særligt fokus på forudsigelighed, pludselige klimaforandringer og tipping points.

 

Susanne Ditlevsen er professor i statistik og stokastiske processer ved Institut for Matematiske Fag, Københavns Universitet. Hun arbejder med statistiske metoder og matematiske modeller af biologiske og fysiske systemer og med at forstå deres egenskaber igennem analyser af modellerne og ved at tilpasse dem til observerede data. Susanne Ditlevsen er præsident for Videnskabernes Selskab.

Spørgsmål

profile picture

Tina Dransfeldt Christensen

Projektleder

search