Demokrati i en krisetid: Hvad kan vi lære af mellemkrigstiden?

Demokrati i en krisetid: Hvad kan vi lære af mellemkrigstiden?

For mange står mellemkrigstiden som skræmmebilledet på en mørk tid: demokratier i opløsning, politisk radikalisering, dybe økonomiske kriser, karismatiske folkeforførere og voldelige uroligheder.  

Denne periode og dens mange kriser trækkes ofte frem, når vi er bange for, om nutidens demokratier risikerer at bryde sammen under økonomiske kriser eller som følge af pres fra udemokratiske stormagter, højredrejning og radikalisering. 

Foredraget kaster lys på dette spejlbillede ved at gennemgå mellemkrigstidens politiske udviklinger og de forhold, der var afgørende for, om datidens demokratier brød sammen. Et nærmere blik på mellemkrigstiden afslører, at flere europæiske demokratier var overraskende stabile i lyset af, hvilke udfordringer de stod over for.  

Foredraget slutter med en diskussion af, hvad denne historie fortæller os om vor tids demokratier og deres evne til at modstå kriser – samt hvorfor historien ikke ukritisk kan bruges som et spejlbillede.

Om Jørgen Møller

Jørgen Møller er professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, og medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Hans arbejde koncentrerer sig om emner som demokrati, statsdannelse, europæisk historie og international politik.

 

Hans seneste udgivelser på dansk omfatter bøgerne Historien om Europa og De menneskelige samfunds historie fra fortid til nutid. Han har desuden udgivet samforfattede bøger om europæisk statsdannelse, international politik og demokratisering på Oxford University Press og Routledge og har en bog undervejs om historie og samfundsfag hos Cambridge University Press.

 

Foredraget tager udgangspunkt i bogen Democratic Stability in an Age of Crisis: Reassessing the Interwar Period (skrevet sammen med Agnes Cornell og Svend-Erik Skaaning), der udkom på Oxford University Press i 2020.

Carlsbergfondets økonomiske støtte til Videnskabernes Selskab muliggør, at Selskabet kan tilbyde disse foredrag.

Spørgsmål

profile picture

Tina Dransfeldt Christensen

Chefkonsulent

search