Videnskabernes Selskab repræsenterer Danmark i EASAC samarbejdet
EASAC rapport viser, at kul er mere klimavenligt end biobrændsel
Afbrænding af biobrændsel – som fx træpiller – er herhjemme blevet stemplet som ’CO2-neutralt’. Men det passer ikke.
Danmark er per indbygger EU’s største importør af træpiller. Træpiller er lavet af sammenpressede træspåner og savsmuld og stammer fra massiv hugst af skove i Baltikum, Nordamerika og andre dele af verden, der stadig har skov. Herhjemme brændes træpillerne af på kraftværker, så vi kan få lys og varme i vores hjem. Import og salg af træpiller og andre former for biobrændsel til kraftværker er blevet til en stor og stadigt voksende industri, alene af den grund, at den er subsidieret fra politisk hold. Med energiforliget i juni 2018 vedtog et enigt Folketing at fritage biobrændsel for afgifter.
– Men det er udtryk for en pervers politik, lyder det fra professor Michael Norton, som leder den ekspertarbejdsgruppe under de samlede europæiske videnskabsakademier , der har skrevet rapporten.
– Træerne i skovene lagrer CO2. Når træet brændes af, kommer CO2 tilbage til atmosfæren. Eksportørerne af træpiller stilles ikke til ansvar for, om der plantes et nyt træ som erstatning for hver af dem, der fældes. Selv om et træ genplantes, vil det i bedste fald tage halvtreds år, før de har opsuget den samme mængde CO2, som blev sluppet ud ved afbrænding af det foregående træ.
Ifølge rapporten ville det ligefrem være bedre at brænde kul af i stedet for biobrændsel. Kul er mere energitæt end træ. Det betyder, at selv om der frigives den samme mængde CO2, kommer der mere varme fra afbrænding af kul end fra afbrænding af træ. Derfor er selv det forkætrede kul mere klimavenligt end uansvarlig brug af biobrændsel.
Michael Norton fortsætter:
– Afbrænding af biobrændsel fra træ står i vejen for en hurtig reduktion af CO2-udslippet. EU har sat som mål at reducere CO2-udslippet dramatisk inden år 2050. Samtidig støtter EU afbrænding af biobrændsel. Effekten er, at CO2-udslippet lige nu øges voldsomt på bekostning af skove og biodiversitet i hele verden. Det vil kun øge drivhuseffekten.
EASACs anbefaling er for det første, at politikere og myndigheder ikke pynter på tallene for CO2-udslip. Herhjemme angiver Energistyrelsen fx at CO2-udslippet fra afbrænding af træpiller er lig med nul uanset træets oprindelse.
For det andet, skal politikerne øjeblikkeligt afskaffe statsstøtten til afbrænding af biobrændsel fra træ. Der skal kun kunne kompenseres for afgifter efter at CO2-gælden er betalt.
Allerede i 2011 advarede Det Europæiske Miljøagentur mod afbrænding af biobrændsel, når der ikke var sikkerhed for, at den var CO2-neutral. Herhjemme ringede Klimarådet samstemmende med alarmklokkerne i 2018. Nu, hvor der er kommet nye oplysninger til, tegner rapporten et fuldt opdateret – om end ikke mere positivt – billede af biobrændslets effekt på klimaet.
I denne uge diskuteres rapportens resultater på et møde i Helsinki arrangeret af European Academies’ Science Advisory Council (EASAC), hvor det kongelige Danske Videnskabernes Selskab repræsenterer Danmark. Finland overtager EU formandsskabet den 1. juli i år og er et af de EU-lande, hvorfra der er stor eksport af træpiller.
Læs rapporten her.