Videnskabernes Selskab mindes tidligere generalsekretær

Big data- talenter tildeles særlige priser ved mindesymposium

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Den 8. oktober modtager to forskere Lars Arge-priserne, der uddeles af Videnskabernes Selskab for særligt arbejde med big data.

Kristin Veel, lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, og David Gloriam, professor ved Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi på Københavns Universitet, er blevet kåret til modtagerne af Lars Arge-priserne. Priserne overrækkes i Videnskabernes Selskab den 8. oktober. Overrækkelsesceremonien finder sted som led i et mindesymposie, der afholdes for Selskabets afdøde generalsekretær R. Lars Arge, som selv var professor i datalogi fra Aarhus Universitet, og hvis forskning var tæt knyttet til big data.

Det er med stor vemodighed, men også glæde og stolthed, at vi den 8. oktober kan mindes Lars Arge ved et symposie om big data i Videnskabernes Selskab, siger Selskabets præsident, prof. Marie Louise Nosch og fortsætter: Jeg kendte Lars som en visionær grundforskningscenterleder. Samme store indsats leverede han i Videnskabernes Selskab ved at udvikle og forny Selskabet. I Selskabet arbejdede han bredt for hele videnskaben. Netop dét er en del af det minde, vi gerne vil ære ved symposiet med overrækkelsen af to priser i Lars’ navn til to yngre forskere, der – ligesom Lars selv gjorde det – beskæftiger sig med big data i forskellige dele af videnskaben, og som har opnået flotte resultater ad den vej.

Lars Arge-priserne overrækkes ved symposiet Big data – a Symposium in Honour of Lars Arge, Secretary General of the Royal Danish Academy of Sciences and Letters, 2016-2020. Priserne uddeles én gang. Symposiet afholdes i Videnskabernes Selskab den 8. oktober kl. 13.00 med efterfølgende reception. Der vil være en række forskeroplæg om big data på dagen. Oplægsholderne er lektor Kasper Green Larsen fra Institut for Datalogi (AU), CEO for SCALGO, ph.d. Morten Revsbæk, professor Michael Goodrich fra University of California, Irvine, professor Anne Løkke fra Saxo-Instituttet (KU), lektor Tune Pers fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research (KU) og professor Marianne Pade fra Institut for Kultur og Samfund (AU). Lars’ familie, kolleger, fagfæller, medlemmer af Selskabet og nuværende som tidligere medlemmer af Det Unge Akademi vil deltage på dagen.

 

 

Kort om prismodtagerne:

Lektor Kristin Veel, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

Kristin Veel tildeles prisen for sit banebrydende tværfaglige arbejde med implikationerne af big data for vores kultur- og samfundsforståelse. Med afsæt i humanistisk videnskab har hun begivet sig ind på feltet ”critical data studies”, og hun beskriver – som man bl.a. kan se i antologien Uncertain Archives: Critical Keywords for big data (MIT Press, 2021) – arkiver som dynamiske enheder, der hele tiden er i bevægelse i modsætning til sikre depoter, der opbevarer viden om fortiden.

 

Professor David Gloriam, Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi, Københavns Universitet

Fremtidige forskningsgennembrud inden for forståelse og behandling af sygdomme bliver i stigende grad afhængig af big data, og professor David Gloriam er en pioner inden for store og diverse datasæt af receptor-lægemidler, signaleringsmekanismer, genetiske mutationer i arvemassen og proteinstrukturer. Han har udviklet og integreret avancerede computerbaserede metoder i en tværfaglig tilgang, som på afgørende vis har skabt unikke metoder og vigtige resultater med høj samfundsmæssig relevans.

 

 

Om Lars Arge-priserne:

Priserne er personlige og er hver på 20.000 kr. De gives til aktive forskere under 45 år, der har opnået særlige forskningsresultater inden for deres videnskabelige felt ved inddragelsen eller udviklingen af metoder inden for big data. Prismodtagerne kan eksempelvis lede eller være del af en forskergruppe, der har medvirket til væsentlige udgivelser eller projekter, hvor big data er en central del. Big data skal forstås i en bred sammenhæng og på tværs af fagområder.

Udnævnelsen af prismodtagerne er foretaget baseret på indstillinger modtaget af Videnskabernes Selskab og efterfølgende bedømmelse udført af en dertil nedsat priskomité. Bedømmelsen er foretaget i henhold til Selskabets principper for bedømmelse af prismodtagere.

Lars Arge-priserne er indstiftet af Videnskabernes Selskab til minde om R. professor Lars Arge, tidligere generalsekretær for Selskabet. Symposiet og prisoverrækkelsen afholdes på Lars Arges fødselsdag.

For mere information om prisoverrækkelsen, herunder program og tilmelding, kontakt kommunikationskonsulent i Videnskabernes Selskab Rikke Reinholdt Petersen på mail rp@royalacademy.dk eller tlf.nr. 33 43 53 10.