Peter Lodahl
MEDLEM AF VIDENSKABERNES SELSKAB
DEN NATURVIDENSKABELIGE KLASSE

MEDLEM AF VIDENSKABERNES SELSKAB
Peter Lodahl
DEN NATURVIDENSKABELIGE KLASSE
Titel
Professor
Tilknytning
Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet
Indvalgsår
2016
Grad
ph.d.
Fagområde
Kvantefysik
Hvad er de forskningsmæssige udfordringer på dit felt?
En af de helt store udfordringer i dag i kvantefysik er at skalere små kvantesystemer til større og mere komplekse funktionaliteter. Lykkes dette, åbner der sig en helt ny verden af anvendelser, hvor delikate kvantemekaniske fænomener kan udnyttes til at opnå hidtil ukendt regnekraft, og ubrydelig information kan blive sendt over store afstande. Vi arbejder eksperimentelt med at konstruere kvantenetværk baseret på lys (fotoner) og stof (atomer) – populært sagt et kvanteinternet. Vi fremstiller specielle nanofotoniske komponenter, som muliggør, at en foton og et atom kan vekselvirke meget effektivt med hinanden. Baseret på dette, vil vi opskalere til større netværk, og bl.a. demonstrere en såkaldt “kvantesimulator”, der potentielt kan udføre beregninger, som ikke kan udføres på klassiske computere.
Hvorfor er netop dette forskningsområde så interessant?
Eksperimentel kvantefysik har gennemgået en rivende udvikling, og i dag har vi fuld kontrol over de basale byggesten for kvanteteknologi. Den store udfordring er at opskalere disse systemer og fx. generere et netværk af atomer, hvor hvert atom er indbyrdes koblet ved at udveksle netop en foton ad gangen. Kan man dette, opnås en række ny muligheder inden for kvantecomputing og kvantekommunikation. Vi begynder nu at se, hvordan man eksperimentelt kan syntetisere sådanne komplekse kvantemekaniske systemer i laboratoriet. Forskningsfeltet er i en rivende udvikling i øjeblikket, hvor mange års fundamental grundforskning begynder at lede til anvendelser. Det er fantastisk spændende at være med inden for et så diverst og hurtigt udviklende område.
Hvad forventer du af dit medlemskab af Videnskabernes Selskab?
Det er en stor ære at blive medlem af Videnskabernes Selskab med den fantastiske historie, som selskabet har. Jeg glæder mig til at få lejlighed til at vekselvirke med forskere inden for andre fagområder og forhåbentlig også at være med til at udbrede kendskabet til kvanteoptik.
Fortæl lidt om mennesket bag forskeren
Jeg bor i Birkerød sammen med min kone Gera og to børn Rasmus (8 år) og Noah (6 år). I fritiden rejser vi meget og gerne aktive rejser, f.eks. kanoferie, langrendsture, men også besøg hos bedsteforældrene i hhv Holland og Jylland. Jeg er meget sportsinteresseret og har bl.a. dyrket triathlon, men i dag er tiden og kroppen ikke til mere end sporadiske løbe- og cykelture samt motionstennis. Desuden betyder mine to sønners umættelige appetit for alt med fodbold, at megen tid i weekenderne bruges i diverse haller og på stadioner.