Marianne Holmer
MEDLEM AF VIDENSKABERNES SELSKAB
DEN NATURVIDENSKABELIGE KLASSE
MEDLEM AF VIDENSKABERNES SELSKAB
Marianne Holmer
DEN NATURVIDENSKABELIGE KLASSE
Titel
Professor, dekan
Tilknytning
Det Naturvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet
Indvalgsår
2020
Grad
ph.d.
Fagområde
Biologi
Hvad er dit forskningsfelt – kort beskrevet?
Jeg arbejder med økologi og biogeokemi i kystnære økosystemer. Jeg er specielt interesseret i kulstof, svovl og næringssaltkredsløb, herunder betydningen af kulstofbegravelse i et klimaperspektiv. Jeg har fokus på havgræsser og bentisk vegetation, men også sedimenter mere generelt. Kystzoner er under stort pres fra menneskelige aktiviteter, og jeg arbejder med presfaktorer såsom næringssalte, organisk belastning og klimaforandringer.
Hvad er de forskningsmæssige udfordringer på dit felt?
At forstå de mekanismer som resulterer i tilbagegang af kystnære økosystemer globalt. At forstå betydningen af kystnær vegetation for kulstof- og næringssaltkredsløb, herunder at kvantificere puljer og udvekslinger med de omgivende økosystemer. Effekt af klimaforandringer på kystnære økosystemer. Udvikle metoder til at måle negative effekter på planter før det er for sent (tidlige indikatorer).
Hvorfor er netop dette forskningsområde så interessant?
De bentiske økosystemer er produktive og har mange økosystemtjenester, men de er under pres i hele verden, og der er behov for at få så megen viden som muligt gjort tilgængelig for at vende den negative udvikling i udbredelsen af disse følsomme økosystemer.
Hvad forventer du af dit medlemskab af Videnskabernes Selskab?
At mødes med erfarne forskere for at drøfte nye ideer til forskningsprojekter. Da jeg er dekan ønsker jeg også at drøfte forsknings- og uddannelsespolitiske emner med forskere fra andre institutioner.
Fortæl lidt om mennesket bag forskeren
Jeg har siden min tidligere barndom, hvor jeg voksede op ved Nyborg Fjord, været dybt fascineret af havet. Jeg har lavet feltarbejde i mange dele af verden og set, hvordan kystzonerne ændrer sig som følge af menneskelige aktiviteter og nu også klimaforandringer. Jeg er dekan for Det Naturvidenskabelige Fakultet på SDU, og det meste af min tid går nu med at udvikle forskningen og uddannelserne på fakultetet, men jeg har fortsat kontakt til mine kolleger på Biologisk Institut.