Kresten Lindorff-Larsen
MEDLEM AF VIDENSKABERNES SELSKAB
DEN NATURVIDENSKABELIGE KLASSE
MEDLEM AF VIDENSKABERNES SELSKAB
Kresten Lindorff-Larsen
DEN NATURVIDENSKABELIGE KLASSE
Titel
Professor
Tilknytning
Biologisk Institut, Københavns Universitet
Indvalgsår
2024
Grad
Ph. d.
Fagområde
Proteinkemi, biofysik
Hvad er dit forskningsfelt – kort beskrevet?
Vi studerer proteiners struktur, dynamik, foldning og funktion, og hvordan disse processer påvirker biologi og sygdomme. I vores forskning integrerer vi biofysiske modeller og computersimuleringer med eksperimentelle studier; vi bruger både computermodellerne til at fortolke eksperimenter og til at generere hypoteser, der kan testes eksperimentelt. Vores mål er at bygge et fundament, der kan bruges til at forstå liv på et molekylært niveau. Som et eksempel undersøger vi, hvordan genetiske ændringer kan føre til ændringer i proteiners foldning og funktion, og dermed give ophav til arvelige sygdomme. Gennem en tværvidenskabelig tilgang ønsker vi både at kunne forudsige, hvilke variationer der kan give ophav til sygdom, men også at forstå de molekylære mekanismer.
Vi er også interesserede i at forstå, hvordan proteiners dynamik påvirker deres funktion. Vi kombinerer molekylsimuleringer med biofysiske målinger til at beskrive proteinernes “dans” på et atomart niveau. På den måde kan vi bedre forstå, hvordan proteiner interagerer med lægemidler, eller hvordan de allermest dynamiske proteiner kan udføre deres funktion.
Hvad er de forskningsmæssige udfordringer på dit felt?
Jeg tror, at de største udfordringer, men også største muligheder, i forskning generelt opstår, når man begynder at kombinere information på tværs af metoder og discipliner. I vores forskning bruger vi information fra detaljerede, men også uperfekte, computermodeller med præcise biofysiske målinger, der ofte er svære at fortolke. Denne kombination giver os mulighed for at bruge detaljegraden fra modellerne med præcisionen fra eksperimenter. Men netop kombinationen giver også ophav til udfordringer, fordi vi skal oversætte mellem den eksperimentelle verden og modelbeskrivelsen. Det viser sig dog at netop dette benspænd—at prøve at lave modeller for hvad et eksperiment egentligt måler—ofte giver en ny indsigt i, hvad eksperimenterne kan bruges til.
En anden stor udfordring er at studere systemer på tværs af skalaer. Vi har ofte eksperimentel information om nogle få systemer, men ønsker for eksempel at kunne studere alle menneskets proteiner og alle de mulige variationer i disse. Computermodeller giver en unik mulighed for at skalere studier fra et til tusindvis af proteiner. Men biofysiske modeller af proteiner er komplicerede og langsomme, så vi er ofte begrænsede i den detaljegrad vi kan bygge ind i vores modeller.
Hvorfor er netop dette forskningsområde så interessant?
Siden jeg læste biokemi på Københavns Universitet, og måske endda lidt før, har jeg været fascineret af proteiner. Proteiner kan udføre et enormt antal forskellige funktioner og spiller både en central rolle i celler og biologi, men har også mange industrielle anvendelser. Og selvom vi har studeret proteiner i mere end 100 år, bliver de ved med at overraske. Vores forskning bruger aktivt en kombination af computermodeller og eksperimentelle studier; sidstnævnte oftest i samarbejde med andre grupper. Jeg lærer altid noget af at arbejde sammen med andre, og finder at mødet mellem forskere, metoder og spørgsmål er interessant og givtigt.
Hvad forventer du af dit medlemskab af Videnskabernes Selskab?
Jeg ser frem til at udvide min forståelse af dansk videnskab ved at møde og blive inspireret af forskere fra andre felter. Jeg glæder mig til at deltage i diskussioner om fremtidens udfordringer i dansk forskning og til at finde måder, hvorpå vi kan give yngre forskere de bedste muligheder.
Tværvidenskabelig kontakt kan styrke vores forskning og vores forståelse af videnskab. Det er altid inspirerende at mødes med engagerede personer, og jeg ser også frem til at dele mine egne tanker og ideer.
Fortæl lidt om mennesket bag forskeren
Jeg er født i København et par hundrede meter fra mit nuværende kontor, men er primært vokset op i Fredensborg. Jeg studerede i København og fik min ph.d. fra Cambridge. Efter et par år tilbage i København tog jeg igen ud, denne gang til en privat forskningsinstitution i New York, og er nu igen tilbage i København. Jeg nyder at slå græs og gå en tur i skoven; sidstnævnte gerne med mine døtre, førstnævnte med en podcast i ørerne. Jeg kan ofte findes med en espresso i hånden.