Anja Groth
MEDLEM AF VIDENSKABERNES SELSKAB
DEN NATURVIDENSKABELIGE KLASSE
MEDLEM AF VIDENSKABERNES SELSKAB
Anja Groth
DEN NATURVIDENSKABELIGE KLASSE
Titel
Professor
Tilknytning
Novo Nordisk Center for Protein Research (CPR), Sundhedsvidenskabeligt fakultet, Københavns Universitet
Indvalgsår
2016
Grad
ph.d.
Fagområde
Epigenetik, DNA-replikation, Kromatin, Genomstabilitet, Kræftbiologi
Hvad er dit forskningsfelt – kort beskrevet?
Jeg ønsker at forstå, hvorledes information overføres, når celler deler sig, og hvilke kontrolmekanismer der sikrer denne proces. Kroppens celler deler sig gennem hele livet, og dette er nødvendigt for dannelsen og opretholdelsen af en sund organisme. Hvert menneske har sit eget unikke DNA, den genetiske information, der findes i alle kroppens celler og kopieres, når cellerne deler sig. For at danne kroppens mange forskellige celletyper skal cellerne specialisere sig, og denne proces styres af epigenetiske mekanismer, der regulerer cellens gener. I cellekernen er DNA’et organiseret i en kompakt struktur, kaldet kromatin, og her kan epigenetisk information i form af kemiske grupper på DNA og proteiner, kaldet histoner, være afgørende for, om et gen kan aflæses eller ej. Vi forstår i dag i detaljer, hvordan DNA kopieres, men det er ikke klart, hvorledes den epigenetiske information i kromatin overføres. Min forskningsgruppe arbejder på at kortlægge de mekanismer, der kobler duplikeringen af epigenetisk information til kopiering af DNA, hvilket er centralt for at forstå, hvordan celler bibeholder deres identitet, når de deler sig.
Hvad er de forskningsmæssige udfordringer på dit felt?
Min interesse drives i høj grad af de ting i biologien, vi ikke forstår. Inden for epigenetik er mange fundamentale processer og kausative relationer ikke klarlagt. Den store udfordring er at forstå de basale mekanismer, og hvordan de spiller sammen med andre processer i at bestemme og videreføre cellernes identitet og egenskaber. For at tilgå DNA koden, skal cellen åbne og forandre kromatin, og derfor er det vigtig at forstå DNA duplikation, DNA reparation og genregulering i en epigenetisk kontekst. Forståelsen af de basale mekanismer er en helt nødvendig forudsætning for at forstå komplekse sammenhængen omkring epigenetikkens rolle i organismens udvikling og sygdomme som kræft, diabetes og neurologiske lidelser.
Hvorfor er netop dette forskningsområde så interessant?
Epigenetik er en vigtig brik til at forstå, hvorledes miljø og aldring påvirker sygdomsrisiko både hos den enkelte og i efterfølgende generationer. Celler tager en vigtig beslutning, når de deler sig. Enten kopieres modercellens identitet eller også følger cellen et specialiseret udviklingsprogram. Overførslen af epigenetisk information er med til at sikre, at dattercellerne har de ønskede egenskaber. Hvis der opstår fejl i denne proces, kan cellerne miste deres funktion og tilegne sig nye egenskaber til fare for organismen. Epigenetiske forandringer bidrager til en lang række komplekse sygdomme, og derfor er det vigtigt, at vi forstår den molekylære basis for epigenetisk cellehukommelse. Dette har også et stort biomedicinsk potentiale, da epigenetiske processer i reglen er reversible og derfor er attraktive mål for sygdomsbehandling.
Hvad forventer du af dit medlemskab af Videnskabernes Selskab?
Jeg håber at få et bredere indblik i dansk videnskab og få mulighed for at møde eksperter uden for mit felt og blive inspireret af dem. Jeg ser også frem til at bidrage til diskussioner omkring fremtidens udfordringer i dansk forskning, og hvorledes vi giver vores unge talenter de bedste muligheder for succes.
Fortæl lidt om mennesket bag forskeren.
Jeg har en fantastisk familie, som jeg sætter utrolig stor pris på, og som jeg nyder at dele små og store oplevelser i hverdagen med. Jeg holder af fest og farver, nye indtryk og langsomme søndagsmorgner med kaffe, radio og min datter på 3 år i fuld fart. Forskning er min store interesse, men jeg går også op i politik og samfundsmæssige forhold.