Når en navngiven forsker fra folketingets talerstol bliver beskyldt for at være ‘notorisk enøjet’, må der trækkes en streg i sandet

Når en navngiven forsker fra Folketingets talerstol bliver beskyldt for at være ‘notorisk enøjet’, må der trækkes en streg i sandet. Ellers kan resultatet blive forskningsmæssig selvcensur og mindre spredning af vital viden.

Debatindlæg i Information d. 8. juni 2021.

Afsendere: Præsidiet i Videnskabernes Selskab bestående af Henrik Balslev, Bjarne Grønnow, Peter Harder, Marie Louise Nosch, Marianne Pade og Thomas Sinkjær.

En anklage mod en navngiven forsker kan næppe antages at være til gavn for videnskabens stilling i samfundet – som det er Videnskabernes Selskab opgave at styrke. Derfor mener vi, der er behov for at trække en streg i sandet.

Anledningen til anklagen var en faglig uenighed i forhold til en udenlandsk forsker. Begge hovedpersonerne nyder bred anerkendelse i hver deres felt. Hvis der var grund til at tro, at en af dem handlede i strid med almindeligt anerkendte principper for god videnskabelig praksis, ville det være en meget alvorlig sag for videnskaben – og derfor også for samfundet, som har brug for videnskaben til at levere forskningsbaseret viden om kontroversielle emner. Alternativet er, at det alene bliver de politiske uenigheder og det følelsesmæssige engagement, der kommer til at bestemme, hvad der er tilladelige påstande at komme med i det offentlige rum.

Lad os derfor starte med at sige, at det ville være helt rimeligt, at Folketinget som den øverste demokratiske myndighed blev bekymret, hvis dette var udtryk for, at der var problemer med videnskabens troværdighed.

I det konkrete tilfælde kan vi dog uden at frygte modsigelse fra det videnskabelige samfund slå fast, at anklagen savner ethvert rimeligt grundlag. Det kan være nødvendigt at gå et spadestik dybere end den hidtidige politiske diskussion for at forstå, hvad uenigheden og dermed påstanden om ‘notorisk ensidighed’ drejer sig om. Temaet er spørgsmålet om, hvorvidt de indiskutable problemer i mellemøstlige stater alene kan forklares med henvisning til islam, herunder især radikal islamisme. Den anklagede forsker mener ikke, dette er en sandsynlig forklaring, og henviser som belæg for dette til en lang række empiriske fakta. Dette er ikke blot acceptabelt, men i forbilledlig overensstemmelse med gældende videnskabelig praksis.

Derfor kan synspunktet naturligvis godt senere vise sig at være forkert. Det er det grundvilkår, videnskabelig forskning er underkastet, hvad enten det drejer sig om pandemibekæmpelse eller islamisme. I dette tilfælde har man fra Folketingets talerstol kritiseret, at der i forbindelse med en videnskabelig uenighed blev oplistet de argumenter, der taler for at en fremsat påstand (om islam som årsag til problemerne) er fejlagtig. Det er en trussel imod selve muligheden af at kaste videnskabeligt funderet lys over et vigtigt samfundsmæssigt emne.

Bemærkningen faldt i forbindelse med en debat, der efterlyste tiltag imod overdreven aktivisme i danske forskningsmiljøer. Vi vil som modvægt hertil bede politikerne overveje risikoen for overdreven politisk aktivisme over for videnskaben.

Hvis der sker en overdreven politisk aktivisme over for videnskaben vil et stigende antal forskere tøve med at formidle relevant men kontroversiel forskning. Det er et demokratisk og samfundsmæssigt problem, for vi har brug for deres viden og lyst til at kvalificere samfundsdebatten, og dermed til at udvikle vores samfund