Sådan kan vi støvsuge dyrs usynlige DNA-spor i luften
Sådan kan vi støvsuge dyrs usynlige DNA-spor i luften
Måske du kender en metaldetektor, der kan spore det gemte guld i jorden, men kender du dyreverdenens pendant, der kan opsnappe dyrearter fra luften – den såkaldte DNA-støvsuger?
Lektor Kristine Bohmann fra Globe Instituttet på Københavns Universitet fik for et par år siden en idé, der kunne ændre måden, hvorpå vi kortlægger dyrs tilstedeværelse i naturen: Hvad hvis vi kunne “støvsuge” dyrs DNA direkte fra luften?
Dette inspirerede til opfindelsen af en DNA-støvsuger, der kan opfange luftbårent DNA fra pattedyr, fugle, krybdyr og padder. I foredraget tager Kristine os med på rejsen fra idé til virkelighed, og deler historier om “støvsugning” i både København ZOO og i naturen, hvor hun sammen med sin forskningsgruppe har afprøvet den nye teknologi. Hvordan kan en sådan opfindelse hjælpe biologer i deres arbejde med at kortlægge dyrearter – og kan den overhovedet bruges til noget lige nu?
Vi lever i en tid, hvor det globale tab af biodiversitet skaber behov for i højere grad at overvåge dyrearter på mere præcise og tidseffektive måder. Kom og hør, hvordan DNA-støvsugeren kunne blive et nyt og vigtigt værktøj til at følge udviklingen og holde øje med sammensætningen af dyrebestande.
Kristine Bohmann er ph.d. og lektor i biologi ved Globe Institute på Københavns Universitet. I 2008 tog hun en tillægsuddannelse i journalistisk formidling fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun vandt Forskningskommunikationsprisen 2024 for sin formidling af sin forskning om DNA-støvsugeren.
Carlsbergfondets økonomiske støtte til Videnskabernes Selskab muliggør, at Selskabet kan tilbyde disse foredrag.
Spørgsmål
Birgit Olsen
Programkonsulent