Laura Mančinska
MEDLEM AF VIDENSKABERNES SELSKAB
DEN NATURVIDENSKABELIGE KLASSE
MEDLEM AF VIDENSKABERNES SELSKAB
Laura Mančinska
DEN NATURVIDENSKABELIGE KLASSE
Titel
Lektor
Tilknytning
Københavns Universitet
Indvalgsår
2026
Grad
Ph.D.
Fagområde
Quantum computing, Matematik, Datalogi
Hvad er dit forskningsfelt kort beskrevet?
Mit forskningsfelt er kvantecomputing og kvanteinformation. Jeg arbejder med de teoretiske og algoritmiske grundlag for nye former for computere og informationsteknologier, der udnytter kvantemekaniske fænomener til at løse informationsbehandlingsopgaver på helt nye måder. Perspektivet er blandt andet hurtigere beregninger, stærkere kryptografisk sikkerhed og mere effektiv kommunikation. Mit fokus er “softwaren”: kvantealgoritmer og kvanteprotokoller, snarere end udviklingen af selve kvantehardwaren.Et særligt omdrejningspunkt i min forskning er kvantesammenfiltring, det fænomen at kvantesystemer kan være forbundet på måder, som ikke har nogen klassisk pendant. Jeg undersøger, hvordan sammenfiltring kan udnyttes i distribuerede informationsbehandlingsopgaver, hvor flere parter skal beregne, kommunikere eller koordinere med hinanden. Disse spørgsmål har samtidig tætte forbindelser til dybe åbne problemer i matematik, blandt andet inden for operatoralgebraer, repræsentationsteori og optimering. Det er netop samspillet mellem konkrete informationsopgaver, kvantemekaniske fænomener og abstrakt matematisk struktur, der især driver min forskning.
Hvad er de forskningsmæssige udfordringer?
En af de største udfordringer er at adskille det principielt mulige fra det faktisk nyttige. Kvanteteknologier giver adgang til en anden måde at behandle information på, men det betyder ikke, at de automatisk er bedre til alle opgaver. Et centralt spørgsmål er derfor, hvad vi faktisk kan bruge kvantecomputere og andre kvanteteknologier til, og hvilke muligheder der kun bliver synlige, når vi betragter information gennem kvantemekanikkens regler. Vi skal identificere præcis de beregningsmæssige, kommunikative og kryptografiske problemer, hvor kvantemekaniske effekter kan give en dokumenterbar fordel i forhold til klassiske metoder. Det kræver både nye algoritmiske idéer og skarpe matematiske beviser for, hvornår en sådan fordel findes, og hvornår den ikke gør.
Hvorfor er netop dette forskningsområde interessant?
Kvanteinformation er fascinerende, fordi det ændrer vores forståelse af selve begrebet information. Klassisk information er bygget på bits, der er enten 0 eller 1; kvanteinformation følger andre regler, og det åbner for helt nye måder at beregne, kommunikere og beskytte information på. Feltet er samtidig både grundvidenskabeligt og teknologisk: Det stiller dybe spørgsmål om fysik, matematik og datalogi, men kan også få betydning for fremtidens computere, kryptografi og kommunikationssystemer. For mig ligger det særligt interessante i at finde ud af, hvilke muligheder der faktisk gemmer sig i denne nye informationsmodel.
Hvad forventer du af dit medlemskab af Videnskabernes Selskab?
Jeg ser frem til at blive en del af et stærkt videnskabeligt fællesskab og til at lære om den forskning, de andre medlemmer arbejder med. Jeg glæder mig især til samtaler på tværs af fagområder, som kan give nye perspektiver på både min egen forskning og på videnskabens bredere rolle i samfundet. Jeg håber også at kunne bidrage til Selskabets arbejde med at fremme grundvidenskab, tværfaglig forståelse og den offentlige samtale om forskning.
Fortæl lidt om mennesket bag forskeren.
Jeg kommer oprindeligt fra Letland, hvor jeg læste datalogi. Det var også dér, jeg første gang stiftede bekendtskab med kvantecomputing gennem et forskningsseminar ledet af Professor Rūsiņš Freivalds, som fik stor betydning for min videre vej som forsker. Senere tog jeg til University of Waterloo i Canada for mine kandidat og ph.d. studier. Waterloo blev vigtigt for mig både fagligt og personligt: Her fandt jeg et stærkt forskningsmiljø, gode venner, en glæde ved kanoture i den canadiske vildmark og min mand, som også arbejder med matematik. Vi har siden både skrevet artikler sammen og skabt en familie. I dag bor vi i Bagsværd med vores tre børn, som alle er født i Danmark.Før jeg kom til Københavns Universitet i 2017, havde jeg postdoc stillinger i Singapore og Storbritannien. Min nysgerrighed har også ført mig uden for universiteternes verden, blandt andet til den peruvianske jungle, hvor jeg tilbragte nogle måneder som frivillig på et forskningsprojekt om araer i Amazonas.