H.C.Ørsted guldmedalje uddelt for første gang i 30 år
Selskabet for Naturlærens Udbredelse har i samarbejde med Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab uddelt en H.C. Ørsted Guldmedalje i kemi med tilknyttet rejselegat som optakt til 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen (1820). Legatet blev uddelt med støtte fra Carlsbergs Mindelegat og energiselskabet Ørsted.
For første gang i 30 år blev H.C. Ørsted Medaljen i guld uddelt. Den udvalgte modtager, som med medaljen kommer i meget fint forskningsselskab, er kemi-professor Karl Anker Jørgensen fra Aarhus Universitet. Han modtager den for sin internationalt banebrydende forskning inden for katalytisk kemi og sine fremragende evner til at formidle videnskabelige resultater til et bredere publikum i fuld overensstemmelse med H.C. Ørsteds egne visioner f.eks. gennem oprettelsen af Selskabet for Naturlærens Udbredelse i 1824. Guldmedaljen og rejselegatet på 75.000 kr. til Karl Anker Jørgensen er blevet muliggjort på baggrund af støtte fra Carlsbergs Mindelegat og energiselskabet Ørsted.
Optakt til Ørsted 2020 fejringen
Da hendes majestæt Dronningen som den første havde taget plads blandt marmor og maghoni i en fuldt pakket mødesal i videnskabernes selskab, bød præsident Mogens Høgh Jensen velkommen:
– det er en stor ære at uddele medaljen i guld for første gang i 30 år. Sidst den blev uddelt var det også deres Majestæt der stod for det, sagde han blandt andet henvendt til den interesseret lyttende dronning.
– denne gang sker det ikke mindst som optakt til næste års store fejring af HC Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820, sagde han og henviste dermed til det hav af arrangementer der kommer i 2020 med deltagelse af bl.a. DTU, KU, Astra, og Experimentarium ud over Videnskabernes Selskab.
Siden tog præsidenten for Selskabet for Naturlærens Udbredelse, Dorte Olesen, ordet og endelig gav formand for udvælgelsesudvalget professor Klaus Boch en motivering for prisen.
Sjælden uddeling
H.C. Ørsted Medaljen i guld gives for fremragende videnskabelige arbejder inden for fysikkens og kemiens områder. Senest blev den i 1989 uddelt til professor Thor A. Bak og blandt modtagerne kan også tælles notabiliter som pH-skalaens opfinder, professor S.P.L. Sørensen i 1909 og de to Nobelpristagere, Niels Bohr (1924) og Aage Bohr (1970).
Karl Anker Jørgensens forskningsfelt er asymmetrisk katalyse. Med udgangspunkt i naturens kemi har han udviklet katalysatorer der kan styre den tredimensionale dannelse og opbygning af molekyler, der forekommer som spejlbilleder af hinanden, så for eksempel kun ét af spejlbilledmolekylerne dannes. I levende organismer forekommer kun én spejlbilledform af et givent molekyle, så forskningen i dannelsen af disse molekyler rækker langt ud over kemien til mennesker, dyr og planter og er grundlaget for alt levende. Karl Anker Jørgensens forskning har blandt andet fundet industriel anvendelse til fremstilling af medicinalprodukter under mere bæredygtige betingelser.
Og så er han en anerkendt formidler med mere end 900 offentlige foredrag, og hundrede vis af radiooptrædender i bæltet:
– Jeg føler, det er rigtigt stort og fantastisk at få sådan en pris. Jeg er stolt af, at man anerkender min forskning, men også at jeg har forsøgt – og måske endda i nogens øjne formået – at bringe kemi ud til dem, der måske synes, kemi er svært, sagde han blandt andet i forbindelse med overrækkelsen.
Efter at have modtaget prisen fra dronningen holdt prismodtageren et kort foredrag om kemiens glæder, som siden efterfulgtes af reception.
Karl Anker Jørgensen:
Karl Anker Jørgensen er født i 1955 og siden 1993 professor i kemi ved Aarhus Universitet. Udover en strålende videnskabelig karriere er han tidligere atlet og vandt i 1970erne flere danmarksmesterskaber, herunder i tikamp. Hans interesse for katalytisk kemi blev vakt i 1985 som postdoc hos Nobelpristageren Roald Hoffmann ved Cornell University. Karl Anker Jørgensen har publiceret 440 artikler i internationale tidsskrifter, og hans artikler er citeret ca. 37.000 gange.