Jubilæumsbog fejrer dansk grundforskning: 150 fortællinger om videnskab, der former vores verden

I anledning af Carlsbergfondets 150-års jubilæum udgiver forlaget Strandberg Publishing en ny bog ‘Fra gær til galakser. Dansk grundforskning støttet af Carlsbergfondet – 150 nedslag i 150 år’. Foto: Anders Sune Berg.
Forlaget Strandberg Publishing står bag en ny bog, der markerer Carlsbergfondets 150-års jubilæum og fejrer den grundforskning, fondet har støttet gennem halvandet århundrede. En historie, som Videnskabernes Selskab også er en del af.

Hvad betyder grundforskning egentlig – og hvem har banet vejen for de opdagelser, der former vores hverdag og samfund?

Det kan du få svar på i den nye bog Fra gær til galakser, som Strandberg Publishing udgiver i anledning af Carlsbergfondets 150-års jubilæum.

Bogen går på opdagelse i grundforskningens historie og viser med 150 eksempler, hvordan forskning inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora ikke blot skaber viden her og nu, men også lægger fundamentet for erkendelser, der vokser over tid.

Vidste du for eksempel, at en ølflaske var med til at ændre klimaforskningen? Eller at eksperimenter med bønner, frø og spiring blev startskuddet til forståelsen af arvelighed og opdagelsen af gener?

Udgivelsen præsenterer 150 eksempler på markant dansk grundforskning støttet af Carlsbergfondet gennem halvandet århundrede24 medlemmer af Videnskabernes Selskab har gransket Carlsbergfondets omfattende bagkatalog af forskningsbevillinger og udvalgt de 150 nedslag, som spænder vidt og bredt over videnskabens mange grene – herunder flere bidrag om medlemmer af Videnskabernes Selskab gennem tiden.

Bogen viser, hvor stor værdi, der kommer af den nysgerrighedsdrevne forskning, som vi ofte også kalder grundforskning. Praktisk taget alle nye erkendelser, der har affødt store gennembrud for menneskeheden, begyndte ikke med en business case – men med en nysgerrighed efter at forstå.

Hvis vi glemmer grundforskningen, gambler vi med fremtidens gennembrud.

Jubilæumsbogen udkommer på Strandberg Publishing den 18. maj. Efter aftale med forlaget vil en række af fortællingerne desuden blive gjort tilgængelige på Carlsbergfondets hjemmeside i løbet af 2026. De første jubilæumsfortællinger kan allerede læses nu. carlsbergfondet.dk/jubilaeumsfortaellinger/

Læs mere om den fælles historie mellem fond og selskab her.