Mary Beard: Museer skal være kontroversielle – ikke sterile lagerhaller

Den verdenskendte klassiske filolog Mary Beard gæstede Videnskabernes Selskabs med en forelæsning i Glyptotekets festsal. Her udfordrede hun museernes moderne selvfortælling og ”do not touch”-politik – og tog en tidsmaskine gennem museets levende og kontroversielle historie.
At røre eller ikke at røre. Det er spørgsmålet – når du går på museum.
Det virker umiddelbart banalt, men ifølge professor emerita Mary Beard er det alt andet end simpelt.
Den 27. november indtog den verdenskendte klassiske filolog og medlem af bestyrelsen af British Museum Glyptotekets festsal. Fra scenen trak hun os med ind i en samtale om museernes rolle gennem de seneste 300 år.
Museer er nemlig ikke døde steder for opbevaring, men levende fortællinger og arenaer for debat: Hvem ejer fortiden? Hvem tilhører den kulturelle arv? Og hvem bestemmer, hvem der må se med?
”De store uløselige spørgsmål er det, der gør museer spændende. Det, der giver et buzz,” understregede Mary Beard. Hun insisterer på, at museer skal være kontroversielle, foruroligende og åbne for fortolkning:
”Deres rolle er at vise og udfordre, hvordan vi ser os selv og fortiden. Vores fejl er at tro, der findes simple svar. Og at vi er de første til at stille spørgsmålene.”
Mary Beard minder os om, at ”do not touch”-politikken er en relativt moderne opfindelse. Tidligere kunne besøgende i mange museer røre genstande som antikke mønter, fossiler eller udstoppede dyr. Vidste du f.eks., at man i 1890’erne måtte røre de britiske kronjuveler, når man kom forbi dem på udstilling? I dag er berøring på museer typisk begrænset til kopier, som f.eks. Rosetta-stenen i British Museum, mens originalen er beskyttet bag glas.
Efter forelæsningen strålede Glyptoteket helt i ånden som en levende arena for samtaler, dog uden tilladelse til at røre ved de skulpturelle tilskuere. Der strakte sig en lang kø af aftenens gæster, som havde opfølgende spørgsmål til aftenens forskerstjerne – og ikke mindst et ønske om en autograf.
Se billederne fra den stemningsfulde aften på Glyptoteket, hvor samtalen mellem Mary Beard og Marianne Pade, redaktør i Videnskabernes Selskab, gik livligt for sig på scenen.
Arrangementet var en del af Videnskabernes Selskabs foredragsrækken Royal Academy Lectures in Humanities and Social Sciences. Dette foredrag var i særligt samarbejde med Glyptoteket.















